Ti år efter Rejseholdet vender Trine Pallesen i ny krimibasker
For ti år siden holdt Gaby i skikkelse af Trine Pallesen og resten af Rejseholdet danskerne lænket til sofaen søndag efter søndag, og på den kommende af slagsen kan danskerne atter opleve den 42-årige skuespiller i en stor DR-serie.
Her blænder DR op for tredje sæson af Forbrydelsen, hvor hun som spindoktoren Karen Nebel skal assistere statsministeren Kamper, spillet af Olaf Johannesen.
- Det er fedt, at det nu er min tur igen. Det er helt fantastisk at være en del af det her hold og af TV Drama igen. Jeg har jo ikke ligefrem ædt alt arbejde hos DR de sidste ti år, så det er skønt at komme med og blive eksponeret igen, siger Trine Pallesen.
- Der er gået så mange år imellem, og jeg har lavet så meget andet imellem, så da jeg gik til casting på Karen Nebel tænkte jeg egentlig: Nu er jeg parat til en tur til. Man bliver lige pludselig meget, meget kendt, fordi fjernsyn er så stærkt et medie. Men det har også givet mig et års arbejde, og den slags hænger ikke på træerne. Så selvfølgelig blev jeg super glad, da de ringede og sagde,
at jeg havde fået det, fortæller Pallesen.
Læs også:
Lund får en ny makker i Juncker, spillet af Sigurd Holmen Le Dous, og på kontoret får hun nu selskab af PET-chefen Mathias Borch spillet af Nikolaj Lie Kaas, som hun i øvrigt har gået på Politiskolen med.
Derudover bliver Anders W. Berthelsen sat i spidsen for den familieejede rederimastodont Zeeland. Mens Trine Pallesen får Jonatan Spang som kollega i statsministeriet, hvor han agerer kampagneleder.
Selvom det er et årti siden Trine Pallesen sidst blev blæst ud i stuerne, og seertallet hos DR's søndagsserier er i millionklassen, frygter Trine Pallesen ikke at skulle sparke sig frem i supermarkedet for fans.
- Jeg er vokset op i en kendt familie, så jeg har altid været vant til at blive genkendt. Jeg er heldigvist i stand til at gå uden for døren uden sminke og være pisse ligeglad. Hvis ikke jeg turde det, ville det blive en belastning, når man er så meget på, siger hun.
Optagedagene til de ti afsnit har været stramme, der har været stress, og holdet har været lullet ind i Forbrydelsens vante mørke, men det har også været en fest.
- Jeg har nogle skide gode kolleger. Vi laver enormt meget fis på holdet. Folk er ekstremt søde, og vi hygger meget, selvom vi har pisse travlt. Det har virkelig været stressende at skulle nå så meget på så kort tid. Og når man har gået inde i de der mørke kulisser på en solrig dag, kan man godt komme ud og tænke, Gud der er lys! griner hun.
Mørket sænker sig på søndag klokken 20 på DR1. Her lader forfatter Søren Sveistrup serien begynde i sporene af finanskrisen med et folketingsvalg rundt om hjørnet.
Som spindoktor skal Trine Pallesen sikre sin statsminister fra De Liberale yderligere fire år på posten, og samtidig skal partiet forsøge at please rederigiganten Zeeland og den magtfulde Zeuthen-familie, så den ikke smutter ude af landet. Men et makabert fund i havnen sætter en kæp i hjulet på alles planer - også på vicekommissær Sarah Lunds, der troede hun skulle fejre 25 års jubilæum i ro og mag.