Når Trine Michelsen på fredag begraves fra Frederiksberg Kirke sker det efter en helt særlig plan. Den tidligere fotomodel har nemlig selv stået for planlægningen af den begravelse, hun som kræftsyg i syv år, havde meget tid til at tænke over.

- Vi har i Trines ånd valgt, at det hele skulle laves som en begravelse i kirke, siger Trines far, Ole Michelsen, til bt.dk

SÅDAN HUSKER VI HENDE - TRINE MICHELSENS LIV I BILLEDER

- Trine har selv skrevet en del af drejebogen. Der vil være nogle sange, som har gjort specielt indtryk hende. De skal dog ikke synges af os i kirken, men hun har bedt om, at de skal fremføres på anden vis. Jeg har så valgt de salmer, der skal synges, afslører Ole Michelsen.

Den tidligere ’Bogart’-vært kan også berette om en kirke fyldt med smukke blomster. Heller ikke her, bliver der overladt noget til tilfældighederne.

- Hun har selv valgt farverne på blomsterne – de bliver i hendes yndlingsfarve lilla. Desuden har hun skrevet ned, at gæsterne meget gerne må have lilla og orange blomster med i kirken.

Selve bisættelsen er åben for alle og finder sted klokken 13 på fredag. Efterfølgende bliver Trine Michelsen begravet på Gentofte Kirkegård, hvor hun skal ligge i samme gravsted som hendes mor og morfar.