En far har mistet sin datter, et alt for kort liv er slut. Efter syv års kamp mod knoglekræft gav den tidligere fotomodel og skuespiller Trine Michelsen op i sin hospitalsseng, da klokken rundede tre fredag nat.

SÅDAN HUSKER VI HENDE - TRINE MICHELSENS LIV I BILLEDER

Ole Michelsen - kendt fra DRs filmmagasin »Bogart« - var ved Trines side, da hun åndede ud på Håndværkerforeningens Plejehjem ved Bispebjerg Hospital.

Det var her, Trine Michelsen tilbragte det sidste trekvarte år af sit liv. Et liv der ændrede sig totalt, da Trine for syv år siden fik konstateret en sjælden form for knoglekræft, der normalt kun rammer børn.

For tre år siden valgte Trine kemoterapi fra. Behandlingen havde berøvet hende den kvindelige sensualitet, som hun første gang stillede offentligt til skue som 16-årig i et side 9-billede i Ekstra Bladet.

I flere perioder i sine sidste år var Trine Michelsen på rekreationsophold på Montebello i Spanien. Det var her, hun lige til det allersidste oplevede strejf af lykke. Hørte suset fra palmerne, nød kaffen, de svalende drinks på terrassen og her hun stjal sig til et glimt, af smukke spanske mænd på vandretur.

Trine Michelsen begraves fra Frederiksberg Kirke på fredag klokken 13.