I 70'erne gjorde Trilles sange hende til ikon for kvindebevægelsen. Ufrivilligt blev hun sat i bås som rødstrømpe. Det har skræmt mange mænd væk, mener sangerinden, der netop har rundet de 70 år og stadig er på udkig efter en bred skulder.
I 70'erne gjorde Trilles sange hende til ikon for kvindebevægelsen. Ufrivilligt blev hun sat i bås som rødstrømpe. Det har skræmt mange mænd væk, mener sangerinden, der netop har rundet de 70 år og stadig er på udkig efter en bred skulder.
Det er svært ikke at høre hendes sang for sit indre øre, når man med 10 km. i timen bumler ned ad den kilometer lange, hullede grusvej. Signatursangen om ham Gud i det høje, der holder øje med det hele. Også alt det frække. Sangen, der blev kendt som ’Øjet’.
For her – langt ude på en sydsjællandsk mark, hvor Trille bor – rækker vidderne så langt som øjet. Her er Guds udsyn enormt og frit. Her sker der så lidt, at ham Gud nærmest skal være gået i koma, hvis han ikke fanger den mindste bevægelse i landskabet. Og i hendes soveværelse.
Det var faktisk først, da jeg holdt op med at synge, at der meldte sig det der savn af en ledsager. Indtil da havde der slet ikke været pladsTrille
Men aldrig så snart er man trådt ind ad døren i det gamle husmandssted for enden af vejen, før Trille stikker en kniv i øjet. Og – mens hun læner sig ind over det massive spisebord – med sin hæse stemme siger: »Jeg GIDER ikke snakke om ’Øjet’. Gider ikke. Den er død!«
Sangen ’Øjet’ er skrevet af Jesper Jensen. Trille tog sangen til sig og besluttede sig for at synge den, da hun en efterårsaften i 1970 skulle medvirke i Steen Bramsens underholdningsprogram ’Musikalske Venner’. Og så stod hun dér på landsdækkende tv ’i lårkort nederdel, med langt pandehår og spændstige bryster under blusen’ – som hun beskriver i sine netop udgivne erindringer – fredag aften i den bedste sendetid og sang om at have lyster og om ham Gud, der følger med i det hele og ’eddermame er svær at få smidt ud’.
To minutter og 34 sekunder varede sangen. Men inden den var slut, var Trille berømt i hele Danmark, og Fanden var løs. Den 25-årige sangerinde blev stemplet som provokatør. Og Danmarks Radio ramt af en seerstorm af umanerlige dimensioner, som efterfølgende fik selveste justitsministeren til at rejse tiltale efter blasfemiparagraffen mod DR.
Hvad enten hun vil det eller ej, 70-årige Trille, så er den sang en del af historien om hende.
»Men den er ikke en del af min identitet. Det har været en episode, som har fået meget opmærksomhed. Og vel var det da spændende, at hele landet kom på den anden ende. Men den sang har skygget for så meget andet, jeg har lavet. Og det irriterer mig,« siger Trille med tryk på irriterer.
Brændeovnen buldrer lystigt. Godt nok er vi et stykke inde i marts, og Guds sol sender milde stråler over den landlige idyl, men et gammelt hus fra 1845 kræver lidt mere, end han kan levere fra oven.
På bordet damper den frisklavede kaffe. Og ’noget snask’ fra Fakta står parat, hvis de lyster skulle melde sig. Foreløbig er det de blå Kings, der trækker.
Trille tager et inderligt drag af smøgen. Nydelsen breder sig i ansigtet, og røgen svæver som en skyformation op over det pjuskede hår i den lavloftede stue.
Hun har boet her, lige siden hun i 1975 udgav sit ikoniske album ’Hej søster’. Hvis ’Øjet’ satte hende i bås som provokatør, så proppede ’Hej søster’ hende i en anden bås og gjorde hende til talerør for en hel generation af kvinder.
Godt nok var det Flemming Werges ’Uglevisen’ og Bamses Venners tur op ad ’Vimmersvej’, der dominerede hitlisterne det år, men nedenunder tidens joviale ørehængere ulmede kvindernes frustrationer over mændene og deres dominans i hjemmet.
Så i Trilles sange om hverdagslivet, om mændene og om børnene, om ikke altid at gide sex, følte kvinderne sig hørt og set. Dermed havde kvinde- og rødstrømpebevægelsen fået sig en frontfigur. Troede de.
Trille ryster lidt på hovedet.
»Jeg satte åbenbart ord og toner på noget, som en masse kvinder kunne genkende. Men jeg har jo aldrig været medlem af kvindebevægelsen – eller været rødstrømpe for den sags skyld. Og jeg har heller aldrig følt mig som en integreret del af det miljø,« understreger hun.
»For mig var det mere på det private plan, at det var interessant. Når vi mødtes kvinde til kvinde og udvekslede erfaringer om mændene. Om de hjalp til i køkkenet, om de efterlod deres sure sokker på gulvet,« griner hun højlydt om de temaer, der fyldte så meget i 70erne. Og sikkert stadig gør i mange hjem.
»At se det hele udefra har jeg altid haft det lidt svært med. At se mig selv som dén, der spillede en rolle og blev et ikon. Jeg kan godt acceptere det. Men...«
Hej søster,
kan du ikke se komikken,
så står vi her igen
med fletningerne langt nede i postkassen
Fra ’Hej søster’
Trilles sange bidrog til, at hun blev sat i bås. At hun blev defineret af andre. Ligesom med ’Øjet’ fem år tidligere. En del af definitionen var, at hun skulle hade mænd.
»Jeg havde lavet en sang, som handlede om at være fuldstændig henrevet af en mand. Så mødte jeg en af de her militante kvinder, som konfronterede mig. ’Hvad fanden er det her for noget? Hvorfor skriver du sådan?’ Jamen, det gjorde jeg jo, fordi jeg var og er vild med mænd,« siger Trille.
»Jeg skrev jo sange ud fra mig selv. Det var dybt personligt for pokker. Selvfølgelig var jeg under indflydelse af tiden og samtaler med andre kvinder. Men det var mit liv og mine egne sorger og glæder. Men det var heldigvis kun få gange, at jeg mødte den slags reaktioner. Det har sørme mest været positivt, varmt og venligt.«
At Trille var – og er – vild med mænd, lægger hun på ingen måde skjul på. Men hun må erkende, at begrebet Trille og hendes sange måske også har spændt ben for dem – mændene. At det har haft sin pris at være Trille med alt, hvad det indebar.
Som 19-årig mødte hun den 17 år ældre kunstmaler Carl Henrik, der allerede var gift og havde to børn. Men kærligheden og erotikken vandt, og snart flyttede de sammen. I 1968 – da Trille var 22 – fik de datteren Sille sammen, men tre år senere var det slut.
»Det var et meget vigtigt og værdifuldt forhold for mig. Carl Henrik var med til at forme og indføre mig i erotikken og det hele. At han var så meget ældre var berigende, han gav mig indsigt i kulturens verden. Jeg sugede til mig,« siger hun om sine syv år med Carl Henrik, som ifølge Trille selv blev efterfulgt af ’stribevis af forhold’.
»Om kærligheden har været god ved mig? Erotikken har i hvert fald,« kommer det med den dér dybe hæse latter.
»Der har sandelig da været mænd. Og så har jeg haft et voldsomt, vidunderligt, erotisk forhold. Jo, der har været mange forbindelser til mænd – flere af dem har været gifte mænd. Det er jo ret besværligt. Men jeg kunne godt bruge en skulder at læne mig op ad. Det har jeg savnet,« siger Trille med sårbarhed i stemmen.
For skulderen og den lidt dybere kærlighed og ømhed er måske det, hun selv har været med til at skræmme væk. I hvert fald har Trille af en eks fået fortalt, at hun har ry for at fyre mændene for et godt ord.
»Og det er der nok noget om. For når jeg begynder at kede mig, eller ikke føler mig tiltrukket af dem længere, så klapper det hele sammen dernede,« griner hun og indikerer med sit sænkede blik, hvad hun hentyder til.
Yndigt var det
at få krøllet nogle lagner og glatte dem ud
og mærke natten på sin hud
Fra ’Hej søster’
»Nu lyder det måske lidt højrøvet, men jeg har haft brug for en, der kunne ’compare with me’, én, der også kunne sætte mig på plads, sige ’hold kæft, din dumme kælling, gå dog en lang tur og kom tilbage, når du er god igen’. I nogle af de forhold jeg har haft, er jeg blevet sat op på en piedestal, og så har jeg siddet der og gloet. Det kan jeg jo ikke bruge til noget,« siger hun ligeud.
»Jeg skulle være solen, der skulle skinne på dem. Men det bliver man træt af i længden. For jeg vil jo også skinnes på. Der er flere mænd, som sidenhen har sagt ’hold kæft, hvor var jeg lun på dig’. Jamen hvor fanden blev de af? Hvorfor kom de ikke og sagde det? Det kunne jeg da godt have brugt. Men det har nok været den der angst for striglen,« erkender Trille.
Selvom hun bor mutters alene langt ude på herrens mark, føler hun sig ikke ensom. Hun elsker, når kalenderen kun viser blanke sider, og kan sagtens gå en hel uge uden at møde et andet menneske. Men en mand måtte der godt være. Ikke nødvendigvis for at fikse opvaskemaskinen, som i over en uge ikke har virket – den slags har hun venner til – men som den dér skulder, den dér nærhed.
»Det var faktisk først, da jeg holdt op med at synge, at der meldte sig det der savn af en ledsager. Indtil da havde der slet ikke været plads. Musikken og sangen fyldte mig helt ud til rammerne. Men da jeg holdt op, meldte det andet sig. Jo, jeg savner da en mand.«
1988 var året, hvor Trille lagde sangen på hylden. Hun var 43 år gammel. Og blev pludselig – helt ud af det blå – ramt af en depression, som nærmest lammede hende i trekvart år.
»Det, der startede hele balladen, var en mand, der ikke ville forlade mig. Jeg var ved at blive desperat ...«
Blikket hviler et udefinerbart sted i stuen, der bugner af et levet liv. Kunst, stakkevis af bøger, buddhistiske figurer, engle med vinger, almuemøbler, blomster fra haven.
Så sukker hun.
»Jeg kunne dårligt stå eller gå. Kunne slet ikke køre bil. Og slet, slet ikke spille. Jeg kunne ingenting. Var fyldt med angst og uro.«
Det var først, da Trille begyndte i terapi, at hun gradvist fik bugt med den altopslugende angst. Og nåede til bunds i årsagen til, at livets film var knækket for hende. Det handlede om faderens død.
Selvom Trille kun var syv år gammel, da hun mistede sin elskede far, blev hendes rolle i livet defineret dér. Som den, der havde ansvaret for, at alle andre havde det godt.
»Dengang var det hensynet til min mor, der vejede tungest. Det var ligesom hende, der havde patent på sorgen, mente jeg. Så jeg mandede mig op. Og det har fulgt mig,« forklarer Trille.
»Jeg har altid været sådan én, der havde antennerne ude. Når jeg havde middagsselskab, holdt jeg øje med, om alle var med i samtalen, om der var én, der overdøvede det hele. Hele tiden den der følelse af, at jeg var ansvarlig for, at andre havde det godt. Den har jeg slæbt med fra dengang, min far døde. Den har siddet i flæsket,« siger hun og slår sig på maven.
Tænk på søster,
når vi lænet mod hinanden
var kravlet så langt, at vi ku’ smile igen
sådan én der trøster én der selv har været ude ved
randen
og grædt det samme snot
uden dig var det aldrig gået godt
Fra ’Hej søster’
Depressionen har efterladt et sårbart punkt i flæsket på hende. Et punkt, hun skal passe på. Hun har lært en lektie. Ved, at hun kun skal omgås mennesker, der vil hende det godt. Ved, at hun skal holde fast i at sige fra, sige nej.
Det er måske netop derfor, at man skal lade sangen ’Øjet’ være et lukket øje. Respektere hendes ret til at sige nej, selvom det er en sang, der har defineret hende.
For den har skygget for meget andet, hun har lavet. Ikke mindst efter depressionen, hvor hun stoppede med at optræde og dermed i offentlighedens optik forsvandt. Ophørte med at eksistere. Men i de mellemliggende år har Trille været aktiv på den anden side af kameraet. Som dramatiker, instruktør, dokumentarist og foredragsholder. Dér har hun levet et andet liv, der har fyldt hende med glæde og taknemmelighed.
Men hun er træt. Nu – hvor hun netop har rundet de 70 – foretrækker hun ikke længere at skulle præstere.
»Hold kæft, hvor har kvinderne i min generation været flittige. Flittige med at forholde os til vores kønsroller, til børnene, til samfundet, til MÆNDENE. Der er blevet ævlet og kævlet. Jeg gider ikke så meget mere. Så det glæder mig at have mere tid til mine tre børnebørn og bare gå og nulre,« siger Trille og smiler saligt.
Efter i 40 år at have boet i sin landlige idyl nærmer tiden sig, hvor hun overvejer at flytte til Præstø, hvor datteren Sille og børnebørnene bor. At bo så langt ude, at selv kragerne har vendt om, fylder hende ikke længere med samme glæde, tryghed og ro som før.
Selvom hun stadig føler sig ’nysgerrig, opsøgende og levende’, strejfer den tanke hende af og til, at hun ikke ved, hvor lang tid hun har igen med dem, hun elsker.
»Jeg er ikke bange for døden. Men jeg frygter for den dag, jeg skal sige farvel.«
Derfor vil hun gerne tættere på dem, hun elsker. Mens hun kan.
Gangstativet – eller ’Rulle-Marie’ som hun kalder det – midt i stuen er endnu en god grund til, at Trille går i flyttetanker. For et par år siden – en bidende kold januar-aften – faldt hun i sit køkken og brækkede hoften. Så lå hun dér, helt alene på gulvet i et døgn uden at kunne finde sin mobiltelefon. Uden vand og mad. Først næste aften kom en god ven forbi. Datteren Sille havde sendt ham ud ad den lange grusvej for at checke moderen, som ikke havde givet lyd fra sig.
Selvom hun har fået ny hofte og er sat sammen med skruer, har angsten forplantet sig i hende. Angsten for at falde igen. Hvad enten ham Gud nu holder øje med hende eller ej, så er idyllen ved at have udtjent sit formål.
»Det har betydet umådeligt meget for mig at bo her. Høj himmel, horisonten, fuglene og stilhenden. Mine sange har været farvet af, at jeg bor her,« siger hun med minderne vemodigt malet i øjnene.
Så gik det kærlighedens år
hvad er det så vi har lært
hvad er det nu vi forstår
vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår
og dagene mørkner nu
de si’r at vinteren bliver hård i år
Fra ’Hej søster’
Men det kan jo være, at Præstø slet ikke er så tosset. At det er dér, de er, alle mændene. Hun lyser op. Og skraldgriner sin dybe hæse latter.
