Trier tjente 2,6 millioner
Endnu er det ikke lykkedes ham at få de eftertragtede Gyldne Palmer. Til gengæld er Lars von Triers bankbog mere end forgyldt.
Endnu er det ikke lykkedes ham at få de eftertragtede Gyldne Palmer. Til gengæld er Lars von Triers bankbog mere end forgyldt.
Det ses i regnskabet fra hans personligt ejede anpartsselskab, Element Film Aps, der i perioden 1. juli 1998 til 30. juni 1999 skovlede hele 2,6 millioner kroner ind på royalties og honorarer.
De fleste forbinder Lars von Trier med selskabet Zentropa, men det er gennem Element Film, at von Trier ejer halvdelen af guldgruben Zentropa.
Zentropa er da også den væsentligste indtægtskilde til Element Films store indtjening sidste år.
Den store indtægt til trods forgylder von Trier ikke sig selv med gigantiske lønninger. I regnskabsperioden udbetalte han "kun" 600.000 kroner til sig selv i løn og 144.000 i udbytte.
Før skat kunne Element Film således bryste sig af et overskud på 1,7 millioner kroner, hvilket bringer selskabets samlede egenkapital op på 2,7 milioner kroner.
Og det beløb er i realiteten langt, langt større. Ejerandelen i Zentropa er nemlig kun bogført til den pris, som von Trier anskaffede den til: 40.000 kroner.
Men siden at han og Peter Aalbæk i 1992 stiftede Zentropa, er det gået stærkt. Dengang var der to ansatte. I dag råder koncernen over 75 fuldtidsansatte, der omsætter for 150 millioner kroner.
De bogførte 40.000 kr. dækker således over en langt større værdi.