Trepunkts-vending på motorvejen
Spritstiv lastbilchauffør kørte modsat kørselsretningen og lavede en trepunkts-vending på motorvejen ved Sorø
Spritstiv lastbilchauffør kørte modsat kørselsretningen og lavede en trepunkts-vending på motorvejen ved Sorø
En meget fuld litauisk lastbilchauffør må sove i arresten hos Sydsjællands og Øernes Politi natten til mandag, efter han søndag eftermiddag legede spøgelsesbilist og lavede en trepunktsvending på motorvejen ud for Sorø.
Chaufføren havde gjort holdt på tankstationen ved Tuelsø tæt på Sorø og skulle tilbage på motorvejen i vestgående retning, da han svingede den forkerte vej og kørte sin store bil med anhænger afsted imod kørselsretningen på motorvejen.
Lavede trepunkts-vending på motorvejen
Ifølge vagthavende var trafikken tæt, og politiet blev bombarderet med henvendelser fra nervøse bilister, der frygtede at den tonstunge spøgelsesbilists færd skulle ende med en kæmpe ulykke.
Efter at have kørt 4-5 kilometer, gik det op for chaufføren, at han kørte i den forkerte retning. Og resolut valgte han at lave en trepunkts-vending midt på motorvejen i den tætte trafik.
Med næsen i den rigtige retning valgte chaufføren efterfølgende at køre af motorvejen ved Sorø, hvorefter andre lastbilchauffører og private bilister fik afspærret ham muligheden for at fortsætte.
Da politiet lod ham puste i en alkoholtest, viste den et meget højt alkoholniveau, og han blev derfor anholdt og taget med på stationen.
Den fulde chauffør fremstilles for en dommer mandag formiddag. Politiets læge har taget en blodprøve, der hasteanalyseres for at finde den præcise promille. Han kan ifølge politiet regne med både en stor bøde og frakendelse af kørekortet.