Der er flere spillere, som i denne uge kæmper for en plads i landstræner Gudmundur Gudmundssons trup til håndbold-VM i Qatar i januar måned.
Her står islændingen foran at bruge de tre kommende kampe over weekenden i Totalkreditcup på at bestemme sig for, hvilke tre spillere han vil skære fra sin nuværende 19-mandstrup.
Derfor kæmper flere landsholdsspillere for deres plads i VM-truppen før turneringen begynder 16. januar med opgøret mod Argentina i Qatar. Udskillelsesløbet begynder for alvor fredag, lørdag og søndag i denne uge, når Danmark møder Slovenien, Island og Sverige i de sidste forberedende træningskampe.
BT tager temperaturen på de spillere, der kæmper med hver deres udfordringer, før den endelige trup udtages efter holdets kampe i weekenden.
Casper U. Mortensen, Sønderjyske:
Den danske fløjspiller er modsat flere andre i den danske trup ikke oppe imod en decideret konkurrent om pladsen på venstre fløj. Den sidder Anders Eggert tungt på. Casper U. Mortensens opgave bliver derimod at overbevise den nye landstræner om, at han skal tage en gardering for Anders Eggert med til VM.
Rasmus Lauge, THW Kiel:
Den talentfulde bagspiller fortsætter sin vej tilbage fra en lang skadepause. Han fik en del spilletid i mandagens træningskamp mod Sverige, og her var der både plusser og minusser for Rasmus Lauge, som præsterede en respektabel indsats. Han mangler kampform, sagde Gudmundur Gudmundsson, der dog roste Lauges træningsindsats, efter kampen. Og dermed tyder meget på, at han kommer med.
Bo Spellerberg, KIF Kolding København:
Den kreative bagspiller fra KIF var egentlig regnet blandt de mere sikre kort i VM-truppen, men det har en drilsk hælskade nu sat spørgsmålstegn ved. Selvom Bo Spellerberg ikke spillede i kampen mod Sverige, har han udtalt, at han forventer at blive VM-klar. Men lige nu er han ikke blevet meldt skadefri, og derfor er der fortsat en tvivl her.
Morten Olsen, St. Raphael Var:
Den danske playmaker var så uheldig at brække næsen under et af landsholdets træningspas efter sammenstød med en holdkammerat. Morten Olsens skæbne afgøres onsdag, hvor det besluttes, om han skal opereres, eller om han tager til VM med en brækket næse. Herefter må landstræneren så afgøre, om han tror på, at Morten Olsen undgår at være hæmmet i duellerne i angrebet, hvor forsvarerne ofte møder modstanderne med hænderne i hovedhøjde.
Mads Mensah Larsen, Rhein Neckar Löwen:
Det er ikke givet, at Mads Mensah Larsen kommer med til VM. Den danske bagspiller kan dog dække flere pladser i angrebet, og derfor er han brugbar både som back eller playmaker, hvor der er tvivl om Morten Olsens og Spellerbergs skadesituation. Mads Mensah Larsen fik spilminutter mandag mod Sverige, men skinnede ikke igennem.
Michael Damgaard, Team Tvis Holstebro:
Den danske ligatopscorer fik ikke spilletid mod Sverige og er helt grøn, hvad angår deltagelse ved et A-VM. Michael Damgaard ser ud til at stå over for Nikolaj Markussen i opgøret om en af de yderste mandater i truppen, men skæbnen kan også blive, at ingen af dem kommer med. En god præstation i de kommende kampe og et afbud fra Bo Spellerberg kan vise sig af være vejen ind som gardering for Mikkel Hansen på venstre back.
Nikolaj Markussen, Skjern Håndbold:
Den tårnhøje back har sin naturlige force i spillet foran feltet, hvor han qua sin størrelse kan stige op over forsvaret og banke bolden i mål fra distancen. Men der har været sat spørgsmål ved Nikolaj Markussens formkurve foreløbig i denne sæson hos Skjern, hvor han ikke altid har været godt spillende. Markussen kan som Michael Damgaard profitere af skader hos andre i truppen.