Tre personer overlever voldsom ulykke
En ambulance, der kørte med udrykning, blev frontalt påkørt af en mindre bil over middag fredag. De tre personer, der var involveret i ulykken, overlever alle.
En ambulance, der kørte med udrykning, blev frontalt påkørt af en mindre bil over middag fredag. De tre personer, der var involveret i ulykken, overlever alle.
Ulykken skete på Slangerupvejen ved Lynge i Nordsjælland, hvor personbilen kom kørende fra Farum mod Frederikssund, mens ambulancen kom med udrykning i den modsatte retning.
- Under overhaling påkørte den mindre bil ambulancen, der holdt sin vejbane, frontalt, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Gaml, til bt.dk.
En redder, der stod i bårerummet i ambulancen ved påkørslen, patienten - en 82-årig kvinde - og føreren af personbilen kom til skade ved ulykken.
- Kvinden skulle hastes fra Frederikssund Sygehus til traumecentret på Riget, da ulykken indtraf, siger vagtchef Hans Gosvig til bt.dk.
Kvinden blev efter ulykken fløjet med helikopter til Rigshospitalet.
- Hun har fået et mindre brud på rygsøjlen i forbindelse med ulykken, men uden at det giver men. Og nu er hun er vågen, og hendes tilstand er stabil, fortæller Hans Gosvig, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, fredag aften.
Ambulance-redderen, en 52-årig mand, blev kørt til Hillerød Sygehus, hvor han blev behandlet for nogle knubs, men han er fredag aften blevet udskrevet igen.
Politiet fik meldingen 12.47. Oprydningsarbejdet forventes færdigt ved 14-tiden, hvor vejen vil blive åbnet igen.