Tre engelske priser til Forbrydelsen og Sarah Lund
Sofie Gråbøl og Ann Eleonora Jørgensen og ’Forbrydelsen’ vandt tre af priserne, da den engelske tv-station ITV3 og de britiske krimiforfattere i weekenden uddelte deres ’Crime Thriller Awards 2011’.
Sofie Gråbøl og Ann Eleonora Jørgensen og ’Forbrydelsen’ vandt tre af priserne, da den engelske tv-station ITV3 og de britiske krimiforfattere i weekenden uddelte deres ’Crime Thriller Awards 2011’.
Englænderne kan slet ikke få nok af ’Forbrydelsen’, der er skrevet af Søren Sveistrup og har DRs kommende dramachef, Piv Bernth som producent. Den danske thriller løb med ikke mindre end tre priser ved 'Crime Thriller Awards.
Forbrydelsen vandt prisen som 'Bedste internationale tv-serie' og skuespillerne Sofie Gråbøl og Ann Eleonora Jørgensen kunne gå på scenen og modtage prisen som henholdsvis ’Bedste kvindelige skuespiller’ og ’Bedste kvindelige birolle’, for næsen af flere prominente britiske navne.
Med de tre priser er ’Forbrydelsen’ nu oppe på at have hentet fem priser i år i Storbritannien, hvor serien har været vist på BBC4.
Den 22. maj fik serien den eftertragtede BAFTA-pris for at være ’Bedste internationale dramaserie’, og i juni blev ’The Killing’, som serien hedder på engelsk, kåret som ’Bedste indkøbte program’.
- Det er helt fantastisk med Forbrydelsens gennemslagskraft i England. Vi er meget, meget stolte over den anerkendelse. Og at nu også skuespillernes individuelle præstationer belønnes – i hård international konkurrence – er helt enestående. Søren Sveistrup og jeg glæder os på hele holdets vegne, siger Piv Bernth.
’Crime Thriller Awards’ bliver holdt en gang om året, og ved prisfesten fejrer man det bedste inden for krimier, både på bogfronten, på tv og film.