DAN BAIRD & HOMEMADE SIN, Karens Minde Kulturhus

I de senere år har jeg set den tidligere Georgia Satellites boss Dan Baird og hans mageløse musikalske medsammensvorne i Homemade Sin så eksotiske steder som Håndværkerforeningen i Helsingør, Pilegården i Brønshøj og nu altså mandag aften i Karens Minde Kulturhus i Københavns sydhavn.

To fakta i den forbindelse:

Første faktum er, at bandet ingen af de pågældende steder spillede for flere end i omegnen af 100 mennesker.

Andet faktum er, at Dan Baird & Homemade Sin alle de steder spillede rock’n’roll så stålsat og suverænt swingende, som gjaldt det Jack Daniel’s destilleriets overlevelse og… nå ja, planetens ditto.

Dét er naturligvis mageløst, og det var det også i Karens Minde Kulturhus denne mandag. Til gengæld er det sgu’ skammeligt, at dette fornemme foretagende er henvist til at spille i cafeterier og små kulturhuse hér i Danmark.

For fanden da; hvad sker der for folk? Vil I virkelig hellere sidde derhjemme, bide i citroner og søbe eddike til den seneste Coldplay video for derefter at gå ud paradere jeres weltschmerz på nærmeste hipstercafé?

Jeg gentager: hvad fanden sker der?

Som tingene former sig, så er Dan Baird & Homemade Sin ét af vore dages suverænt bedste traditionelle rock’n’roll bands, og det er sådan set bare at gå ud og opdage det!

Men okay; man løber – indrømmet – en reel risiko ved at gå til koncert med Dan Baird og co. Nemlig risikoen for at blive mindet om hvorfor man i sin tid egentlig blev forelsket i det dér rock’n’roll hejs.

Det blev man så også i det i øvrigt såre charmerende Karens Minde Kulturhus. Fra det øjeblik bandet ramte scenen ud fra den sædvanlige devise, ”tre akkorder og sky af støv”, og over to suveræne sæt og små tre timer høvlede de 120 tilhørere i overgivelsens knæ.

Med et band på scenen hvis selvforståelse tilsiger dem, at dét at give mindre end 110 procent er snyd, formede aftenen sig på det nærmeste som en historielektion i alt det fineste ved amerikansk rockmusik.

Fra Satellites klassikere som ”I Dunno” og ”Keep Your Hands To Yourself” via Dan Bairds solohit ”I Love You, Period” til afstikkere med eksempelvis Satellites’ sydstatsfortolkning af Ringo Starrs ”Don’t Pass Me By”, The Ramones’ ”I Wanna Be Sedated”, Sam Cookes ”Twistin’ The Night Away” og Elvis’ ”Suspicious Minds” var det hér spille- og livsglæde, så det kunne have hevet Tollundmanden af udstillingsmontren til et koket træk med luftguitararmen.

Dan Baird og den brillante Warner E. Hodges spiller deres guitarer med et attack og en telepatisk forståelse, som ville få selv Angus og Malcolm Young fra AC/DC til at nikke endog meget anerkendende, mens den benhårde rytmegruppe Mauro Magellan (trommer) og Keith Christopher (bas) kan nagle selv hærdede mænd til bagvæggen i ét hug.

Dan Baird & Homemade Sin?

I love you! Period!