Den bare tre-årige dreng, der på uheldigvis fik viklet en kæde om halsen i et legestativ fredag morgen, er fortsat indlagt. Det oplyser Midt- og Vestsjællands politi.

»Vi ved endnu ikke om han har taget skade. Umiddelbart tyder det på, at han slipper uden men, men drengen er stadig indlagt og det vil han være noget tid endnu,« siger vagtchef Michael Hvid, Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvor længe man regner med drengen skal være indlagt.

»Han skal igennem forskellige undersøgelser, blandt andet scannes i nakken,« oplyser vagtchefen.

Den lille dreng legede i et legestativ i børnehaven Skovhuset i Havdrup, tæt på Solrød, da han pludselig kom til at hænge fast i en kæde, som han fik viklet om halsen. Drengen blev kort efter kørt på Rigshospitalet, hvor han fortsat bliver undersøgt.