Transportrådet foreslår nye kørselsafgifter samtidig med at transportfradraget fjernes. Det skriver Aktuelt onsdag.

Der skal indføres nye afgifter for at bruge bilen, og kørselsfradraget bør fjernes, hvis politikerne for alvor mener, at forureningen fra bilerne skal gøres mindre.

Politikerne er nødt til at træffe disse upopulære beslutninger, for det er det eneste, som virkelig batter.

Sådan lyder hovedbudskabet i Transportrådets nyeste rapport, Scenarier for biltrafikken 1996-2020, som offentliggøres onsdag.

- Politikerne kan ikke i længden være skizofrene. Enten vil de gøre noget for miljøet og bruge de midler, der skal til, for at nå deres mål. Eller også vil de ikke, siger formanden for Transportrådet Hans Christian Zeuthen.

Transportrådet er regeringens eget rådgivende udvalg.

/ritzau/