BT gør status over, hvilke muligheder Superligaens tophold har på det januar-transfermarked, der kan komme til at afgøre DM-guldet.

Efter FC Midtjyllands 0-1 nederlag til Brøndby påpegede ulvenes cheftræner Glenn Riddersholm, at januars transfervindue bliver afgørende for mesterskabskampen.

- Det handler om, hvem der investerer bedst i transfervinduet. Tiden må vise, hvem det er, men Brøndby og FC København har økonomien til det, sagde han efter kampen.

FC Midtjylland mister blandt andre Danny Olsen, og andre af klubbens profiler kan blive solgt

- Mit ønskescenarie er, at vi ikke sælger nogen, men det skal heller ikke lyde som om, jeg står med en tåre i øjet. Det er vores økonomiske præmis, og det kan jeg ikke lave om på.

En ting er guldkampen på banen. En anden er de fire guldkandidaters økonomiske muskler og evne til at forstærke sig, når transfervinduet åbner.

Bt.dk tager temperaturen på transfer-kampen og ser på, hvem januars transfervindue klapper for.

FC Midtjylland

Transferbudget: Ekko, ekko.. der er tomt i klubkassen. Dog er der mulighed for playersponsorater.

På vej væk eller kan blive solgt: Danny Olsen (AGF), Erik Sviatchenko, Sylvester Igboun, Morten Duncan Rasmussen, Jesper Juelsgaard og Izunna.

Status: Stor nedgang i sponsorater gør, at FCM kan blive tvunget til at sælge til januar, hvis det rigtige tilbud lander på en eller flere profiler. FCM har behov for forstærkninger til bredden - ikke mindst efter Danny Olsen går til AGF. Femi ligner en løsning, men Glenn Riddersholm drømmer formentlig om flere nye folk.

AaB

Transferbudget: Gratis er godt.

På vej væk eller kan blive solgt: Lasse Nielsen har udløb til sommer og kan blive solgt til januar. Nicolaj Thomsen og Kasper Kusk er i udenlandsk søgelys og kan give penge i kassen.

Status: AaB ruster sig til, at Lasse Nielsen forlader det nordjyske senest til sommer. Ønskesedlen lyder på en stopper, men pengene er små, hvorfor AaB ikke kunne blande sig i kapløbet om norske Johan Lædre Bjørdal, der har valgt AGF. Ellers ligner det et stille vindue i Aalborg med mindre der sælges fra den stærkeste opstilling.

FC København

Transferbudget: 30-40 millioner kroner.

På vej væk eller kan blive solgt: Kris Stadsgaard, Marvin Pourie, Igor Vetokele, Christian Bolanos og Kim Christensen (kontraktudløb)

Status: Det er lønbudgettet, der bliver afgørende for FCK's transferaktivitet, derfor er de 30-40 millioner kroner en estimeret og fleksibel størrelse. Lykkes det at komme af med løntunge spillere som udlejede Diouf (EFB) eller spillere fra periferien af holdet, så kan det frigøre yderligere midler. FCK har dog varslet trafik i januar for at holde sig inde i mesterskabsvarmen ved direktør Anders Hørsholt, der melder, at løverne vil etablere et hold, der ikke bare kan genvinde mesterskabet, men også slå sig igennem til Champions League næste sæson.

Brøndby

Transferbudget: 10 millioner kroner

På vej væk eller kan blive solgt: Simon Makienok, Andrew Hjulsager og Oke Akpoveta.

Status: Transferbudgettet er sat lavere end Brøndbys reelle formåen, da det ikke virker sandsynligt med store spillerhandler efter sommerens voldsomme indkøb. Men Mikkel Thygesens skade - sandsynligvis for sæsonen - kan sende Brøndby på markedet efter en kant. Simon Makienok og Hjulsager, som begge har udenlandske beundrere, virker som de mest oplagte salgsemner for vinteren, men der vil formentlig ikke blive solgt spillere fra startopstillingen eller tæt på startopstillingen. Der finder vi ikke Akpoveta. Han har til gengæld grønt lys til at skifte klub.