Thomas Vermaelen skifter højst sandsynligt Arsenal ud med Manchester United efter VM. The Telegraph beretter, at Vermaelen har accepteret kontraktudspillet fra ærkerivalerne, som dermed blot skal forhandle overgangssummen på plads med The Gunners.

Arsenal-fans må dermed endnu engang begræde, at de mister en af deres spillere til en rival fra Premier League. Et hårdt slag, da de netop har set højrebacken Bacary Sagna smutte til Manchester City.

Det er den hæderkronede engelske avis The Telegraph, der kommer med nyheden. De beretter, at Thomas Vermaelen er indstillet på at forlade London-klubben, hvor han på trods af anførerbindet har været reserve det sidste halvandet år.

Den belgiske forsvarsspiller har kun et år tilbage af sin kontrakt med Arsenal, hvilket betyder, at Arsenal maksimalt kan forvente 100 millioner kroner for ham.

Vermaelen kom til Emirates Stadium fra Ajax tilbage i 2009, hvor han fik en suveræn start på sit ophold i England med stærke præstationer. Han har dog været forvist til bænken, da Arsene Wenger har foretrukket makkerparret Per Mertesacker og Laurent Koscielny i midterforsvaret.
 
Det forventes, at Louis van Gaal og Manchester United først vil få lukket handlen efter VM i Brasilien.