Åsted Kirke i Nordjylland åbner i morgen lørdag dørene til familie og venner, der vil sige et sidste farvel til de tre små dødsofre fra Sindal-ulykken i Nordjylland.
Mor og far har således i dag indrykket en dødsannonce i Jyllands-Posten, hvor de skriver, at deres tre børn - Søren, Saoirse og Connor - der alle omkom ved den tragiske bilulykke tirsdag formiddag, bliver bisat fra Åsted Kirke i Nordjylland, hvor den australsk-boende familie stammer fra.
- Børnene plukkede altid markblomster her i Vendsyssel. Deres ønske ville være, at man selv plukker blomster til dem på denne dag, eller at man betænker Røde Kors, står der blandt andet i dødsannoncen, hvor de sorgramte forældre også skriver, at bisættelsen finder sted kl. 12.00.
BT har talt med sognepræst Erik Colding Thaysen, som skal forestå bisættelsen i morgen fra Åsted Kirke. Han oplyser, at familien, som er i dyb sorg, har frabedt sig, at han eller andre udtaler sig i forbindelse med tragedien.
Den hårdt ramte familie O'Shea er dansk-irsk, men bor til daglig i Australien og i en udtalelse udgivet af det australske udenrigsministerium har familien bedt om fred til at sørge.
- Tirsdag 16. juli 2013 mistede vi vores tre børn Søren, Saoirse og Connor. Vi kunne ikke være mere stolte og beæret over den tid, vi har haft med dem, og vi er knust over dette tab. Soren, vores smukke og altid tænksomme og omsorgsfulde dreng, som altid ønskede at gøre andre tilfredse, Saoirse, vores smukke, kreative og charmerende pige og Connor, vores vidunderlige, dyrebare rod. De var personer, som var vores glæde og vores liv. De vil altid være savnet af os og af dem, de har berørt i løbet af deres korte liv. Vi sætter pris på alle tanker og bønner, der er kommet til os fra hele verden. Vi vil sætte stor pris på at få fred til at komme overens med denne kaotiske begivenhed.
De tre børn Connor på tre, Saiorse på ni og Søren på 11 år omkom tirsdag formiddag i en voldsom og tragisk trafikulykke uden for Lendum syd for Sindal i Nordjylland. I samme bil var også familiens fem måneder gamle spædbarn, Torben, der sammen med moderen var eneste, der overlevede.
Ulykken skete i T-krydset Lendumvej/Bredmosevej to kilometer uden for Lendum under et venstresving, da familiens lejede Citroën Berlingo med moderen bag rattet og alle fire børn med som passagerer blev ramt med stor kraft i siden på bilens bageste del, så køretøjet blev flået fra hinanden.