Det japanske Formel 1-grandprix endte på den værst tænkelige måde. Få omgange før løbets afslutning forulykkede Marussia-køreren Jules Bianchi. Der herskede længe forvirring om, hvor alvorligt han var kommet til skade - men da arrangørerne valgte at afblæse løbet, var alle klar over, at det stod alvorligt til.
Ulykken skete, da en kran var ved at fjerne Sauber-køreren Adrian Sutils bil fra dækbarrieren. I det samme sving, hvor Sutil var kørt galt, skred Biachi ud og kørte sidelæns ind i kranen.
Marussia-teamet forsøgte at komme i kontakt med Jules Bianchi over radioen, men han meldte ikke tilbage. Da lægeholdet kom til, konstaterede de, at franskmanden var bevidstløs.
Bianchis far har fortalt den franske tv-station France 3, at hans søns tilstand skulle være meget kritisk, og at han er under operation for en blodansamling i hjernen på et hospital i Mie. Samme melding kommer fra det internationale motorsportsforbund, FIA.
- En CT-scanning viste, at han (Bianchi, red.) har fået en alvorlig hovedskade - og han bliver i øjeblikket opereret. Efter den bliver han rykket til intensiv, hvor hans tilstand vil blive overvåget. Mie General Hospital sender en opdatering ud, når der er nyt, skriver de i en officiel udmelding.
Senere søndag har den franske avis L'Équipe rapporteret, at pressefolk fra Ferrari, hvis talentprogram Bianchi er tilknyttet, har oplyst, at operationen er overstået - og at Bianchi trækker vejret uden hjælp fra en respirator.
Bianchis skader opstod, da hans racer sad fastklemt under bagenden på kranen. Kørernes steward i løbet, den tidligere racerkører Mika Salo, fortæller desuden, at Marussia-køreren fik et 'stort slag mod hovedet' i forbindelse med ulykke.
Adrian Sutil, der overværede ulykken fra få meters afstand, fortalte med det samme, at Jules Bianchis tilstand så kritisk ud:
- Situationen med Bianchi er kritisk. Jeg håber, han er i gode hænder. Jeg stod lige ved siden af, sagde Sutil til journalisterne efter løbet. Her beskrev han også, hvordan han havde oplevet ulykken.
- Der var gule flag, efter at jeg aquaplanede i svinget, hvor regnen var taget til. Jules kom kørende og lavede det samme spin som mig. Det var mere eller mindre den samme ulykke, konsekvensen var bare anderledes.
Var kranen dér hele tiden, eller kom den til, efter du var kørt galt?
- Den kom for at fjerne min bil, og herefter skete ulykken.
Burde de have ventet med at køre kranen ud?
- Alle har respekt for det hjørne, fordi de ved, at det er et af de sværeste, og især når det bliver sent i løbet, og regnen tager til... lad os bare konstatere, at når der er en ulykke dér, bør man overveje at tage en safety car ud.
Også blandt de andre kørere ramte nyheden om Jules Bianchis ulykke hårdt. Lewis Hamilton havde blandt andet svært ved at glæde sig over sin sejr i løbet.
- Det er noget af et antiklimaks at høre, at en af kørerne er kommet alvorligt til skade. Jeg kørte igennem sektoren og kunne se, at en kran løftede en bil væk. Det var først, da jeg så det røde flag, at jeg kunne se, at en anden bil også var involveret. Jeg håber bare, at han bliver okay igen, sagde han.
Hans teamkollega Nico Rosberg fortæller også, at det ser meget slemt ud med Bianchi:
- Mine tanker er hos min kollega. De har givet os noget information, og det virker meget, meget alvorligt, sagde Rosberg.
Liste over dødsfald i Formel 1:
Ayrton Senna (Brasilien) 1. maj, 1994 - San Marino GP
Roland Ratzenberger (Østrig) 30. april 1994 - San Marino GP(kval)
Ricardo Paletti (Italien) 13. juni, 1982 - Canada GP
Gilles Villeneuve (Canada) 8. maj, 1982 - Belgiens GP (kval)
Ronnie Peterson (Sverige) 10. september 1978 - Italiens GP
Tom Pryce (Storbritannien) 5. maj 1977 - Sydafrikas GP
Mark Donahue (USA) 19. aug, 1975 - Østrigs GP (kval)
Helmuth Koinigg (Østrig) 6. oktober 1974 - USA's GP
Francois Cevert (Frankrig) 7. oktober 1973 - USA's GP (kval)
Roger Williamson (Storbritannien) 29. juli 1973 - Hollands GP
Jochen Rindt (Østrig) 5. september 1970 - Italiens GP (kval)
Piers Courage (Storbritannien) 7. juni 1970 - Hollands GP
Gerhard Mitter (Vesttyskland) 2. august 1969 - Tysklands GP (kval)
Jo Schlesser (Frankrig) 7. juli 1968 - Frankrigs GP
Lorenzo Bandini (Italien) 10. maj 1967 - Monacos GP
John Taylor (Storbritannien) 7. august 1966 - Tysklands GP
Carel Godin de Beaufort (Holland) 2. august 1964 - Tysklands GP (kval)
Wolfgang Von Trips (Vesttyskland) 10. september 1961 - Italiens GP
Chris Bristow (Storbritannien) 19. juni 1960 - Belgiens GP
Alan Stacey (Storbritannien) 19. juni 1960 - Belgiens GP
Stuart Lewis-Evans (Storbritannien) 19. september 1958 - Marokkos GP
Peter Collins (Storbritannien) 3. august 1958 - Tysklands GP
Luigi Musso (Italien) 6. juli 1958 - Frankrigs GP
Onofre Marimon (Argentina) 31. juli 1954 - Tysklands GP (kval)