En 24-årig russisk mor til to er død som følge af en tragisk og bizar arbejdsulykke på en chokoladefabrik lidt uden for Moskva.
Svetlana Roslina, der efterlader sig sin mand Vladimir og sine to børn under fem år, faldt tilsyneladende ned i en stor tank med smeltet chokolade, da hun angiveligt forsøgte at få fat i sin mobiltelefon.
Det skriver det engelske medie Daily Mail.
Politiet er i gang med at efterforske sagen, og det er endnu ikke bekræftet, at det var på grund af mobiltelefonen, at hun endte i tanken med smeltet chokolade.
En anden teori går på, at hun var ved at tømme en stor pose med ingredienser.
En lokal fortæller ifølge det engelske medie, at der efter ulykken var både politi og rustvogn på stedet.
»Jeg bor her og kan se fabrikken fra mit vindue. Klokken seks om aftenen var der både politi og en rustvogn. Det forlyder, at hun tabte sin telefon ned i tanken og faldt ned, da hun ville prøve at få fat i den,« lyder det fra den lokale beboer.
»Vidner til ulykken har fortalt, at det kun var hendes ben, der stak op.«