Tre-årige Eshaan Bilal fra Oldham i det nordvestlige England er død, efter han kvaltes i sin storebrors Lego-legetøj.

Det skriver britiske Mirror.

Eshaan Bilal legede en formiddag omkring klokken 11 i familiens stue, da han fik fat på et stykke lego formet som en pil, der tilhørte storebroderens Lego-pistol.

Den tre-årige dreng puttede det lille stykke lego i munden, og hans mor Sumreen Kaussar beskriver, hvordan hun pludselig hørte en »kvælningslyd« fra familiens stue nedenunder.

Da hun kom ned, fandt hun sin tre-årige søn helt bleg og ude af stand til at tale. Storebroderen fortalte, at han havde slugt Lego-objektet og ikke kunne trække vejret.

Sumreen Kaussar forsøgte flere ting for at hjælpe sin dreng, og hun udøvede blandt andet førstehjælp på ham, ligesom hun forsøgte at slå både hårdt og blødt på hans ryg for at få genstanden op ad halsen.

Ambulancefolk ankom til stedet omkring klokken 11.19, men de kunne ikke få legetøjet op fra drengens hals. Der blev ydet førstehjælp for at redde drengens liv, mens han blev bragt til Royal Oldham Hospital, hvor det endelig lykkedes at lokalisere legetøjet omkring den tre-åriges stemmebånd.

Desværre stod Eshaan Bilals liv ikke til at redde, og den lille dreng blev erklæret død klokken 12.01 - blot en time efter, at han var begyndt at lege.

Det stykke Lego, drengen fik i halsen, var egentlig beregnet til børn på fem år og derover, vurderer en børnelæge over for Mirror.

Retsmediciner Peter Sigee fortæller, at legetøjet simpelthen havde blokeret den tre-årige drengs luftveje fuldkommen. Man finder dog ingen grund til at bebrejde familien for uheldet, slår han fast.

»Det her var et kærligt og omsorgsfuldt hjem, hvor Eshaan blev holdt godt øje med, fik god mad og godt tøj, og han levede i et rent og ryddeligt hus, hvor passende foranstaltninger blev indført for at passe på legetøjet og sikre sig, at det blev passet på og leget med på den rigtige måde,« siger Peter Sigee ifølge Mirror og fortsætter:

»Der er intet i beviserne, der indikerer, at der var nogen mangel på omsorg, eller at det var noget andet end et kærligt og støttende miljø, som Eshaan levede og voksede op i.«