Et fly er tidlig mandag morgen dansk tid styrtet ned i nærheden af storbyen Medellín i det nordvestlige Colombia. Fem personer er ganske mirakuløst overlevet, men resten af de 81 ombord er omkommet. Det oplyser politidirektøren José Acevedo Ossa fra det lokale politi ifølge den colombianske radiostation 360 Radio Colombia.
»Det er en tragedie af enorme proportioner,« siger Medellíns borgmester, Frederico Gutirerrez, til den colombianske radiostation Blu Radio ifølge Sky News.
Der var 72 passagerer og 9 besætningsmedlemmer ombord på flyet - herunder samtlige spillere fra fodboldholdet Chapecoense, som spiller i den bedste brasilianske fodboldrække. De var på vej til Medellín for at spille mod Atlético Nacional i finalen i Copa Sudamericana - Sydamerikas svar på Europa League.
Flight CP2933 fra det bolivianske flyselskab Lamia forsvandt fra radaren kort efter klokken halv fire om morgenen dansk tid omkring bakkedraget 'El Gordo' i den bjergrige og svært fremkommelige Antioquia-provins syd for Medellín, hvor flyvraget nu er blevet fundet.
Fem overlevende
I en pressemeddelelse meddeler José María Córdova-lufthavnen i Medellín, at redningspersonalet fandt seks overlevende i flyvraget, som alle er blevet overdraget til hospitaler i området. Desværre omkom en af dem på hospitalet, så antallet af overlevende er nede på fem.
En af dem er den 27-årige forsvarsspiller Alan Ruschel fra Chapecoense. Han behandles for skader i hovedet og brækket hofte på hospitalet, men var ved bevidsthed, da han ankom.
Holdets målmand Jackson Follmann ringede ifølge den lokale radiostation Múnera Eastman Radio til sin familie kort efter styrtet. Endnu en af holdets målmænd, Danilo, er overlevet. Det samme er journalisten Rafael Henzel og stewardessen Jimena Suárez. Der er endnu ikke sat navn på den sidste person, som i første omgang blev reddet ud af flyvraget i live.
Desværre omkom alle andre ombord på flyet. Sky News rapporterede ellers, at en talsperson fra et af hospitalerne fortalte de fremmødte journalister, at der var 'mange' overlevende. Ifølge Medellíns borgmester blev alt sat ind for at redde så mange som muligt.
»Vi har sendt det nødvendige hold fra Medellín - ambulancer, redningspersonale - og det er vigtigt at forstå, at der er overlevende, og vi redder liv,« siger Federico Gutierrez.
Men at der overhovedet er overlevende efter flykatastrofen må betegnes som noget af et mirakel. Styrtet var så voldsomt, at flyet brækkede over i to dele, da det ramte jorden, oplyser 360 Radio Colombia.
Årsagen til flystyrtet kendes endnu ikke, men kort før flyet forsvandt fra radaren slog piloterne alarm og meddelte kontroltårnet i lufthavnen, at de oplevede elektriske problemer. På videoen herunder kan du se det øjeblik, hvor flyet - et British Aerospace 146 - forsvandt fra radaren.
Den lokale radiostation Múnera Eastman Radio meddeler, at flyet derudover manglede brændstof.
Redningsaktion afbrudt
Vejret i det svært fremkommelige bjergområde, hvor flyet styrtede ned, er så dårligt, at myndighederne til sidst måtte afslutte redningsaktionen på grund af voldsom nedbør.
I forvejen var det en yderst besværlig redningsaktion, da ringe sigtbarhed gjorde det umuligt at komme til ulykkesstedet fra luften. Gennem en tåge så tyk, at de kun kunne se få meter frem, måtte redningspersonalet til fods bære de døde og sårede på bårer hen til lastbiler, hvorefter de blev kørt 700 meter hen til det sted, hvor ambulancerne kunne holde.
Politidirektør José Acevedo Ossa meddeler, at redningsaktionen blev afsluttet, fordi der ikke var flere overlevende efter flystyrtet.
På de sociale medier vælter det ind med kondolencer til Chapecoense og holdets fans. Klubben fra den lille brasilianske by Chapeco rykkede op i landets bedste fodboldrække i 2014 efter mere end 35 års fravær og var i gang med en eventyrlig sæson, da tragedien indtraf natten til mandag. Chapecoense havde mod alle odds kvalificerede sig til finalen i Copa Sudamericana med en semifinalesejr over den argentinske storklub San Lorenzo, og var på vej til Medellín for at spille mod det colombianske hold Atlético Nacional, da flyet styrtede ned.