En thailandsk mand har slået fem små børn ihjel, og stukket en højgravid kvinde flere gange med en køkkenkniv, oplyser thailandsk politi ifølge New York Times.
Episoden fandt sted i en landsby tæt ved byen Chiang Mai i det nordlige Thailand. En 24-årig thailandsk mand ved navn Azapa Srwua er blevet identificeret som gerningsmanden bag den blodige hændelse, hvor han dræbte fem børn med en 47 centimeter lang køkkenkniv.
Ifølge thailandsk politi, var det støj fra naboens hus, der fik gerningsmanden til at se rødt. Politiet fandt ligene fra fire børn, liggende i deres eget blod på gulvet i huset, mens liget af en dreng blev fundet ved husets hoveddør. De fem dræbte børn menes alle at være under otte år gamle. Et af ofrene, en fem måneder gammel baby, døde senere på hospitalet. En højgravid kvinde, som passede børnene, blev behandlet for knivstik på krop og ansigt på samme hospital.
Gerningsmanden Azapa Sriwua har en fortid med psykiske lidelser, og er tidligere blevet behandlet for depression. Ifølge thailandsk politi, boede han sammen med sin familie, mens han modtog sin behandling.
