En person blev tidligt onsdag morgen påkørt og dræbt på Vestmotorvejen mellem Borup og Ringsted på Sjælland.
Det oplyser kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard til bt.dk.
Politi og redningsfolk blev alarmeret 06.31.
- En kvindelig bilist ringer stærkt chokeret til os og siger, at hun har påkørt en person på motorvejen, siger han.
I nærheden af ulykkesstedet fandt politiet en bil i midterrabatten, som står som om den havde fået motorstop. Politiet er i øjeblikket ved at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem den dræbte og den havarerede bil.
Ifølge eb.dk er den dræbte en kvinde, der efterfølgende blev ramt af fem til ti biler.
Bilisten er en ung kvinde i 20'erne, og hun var så chokeret, at hun måtte køres i ambulance på skadestuen for behandling af chok. Derfor har politiet endnu ikke kunnet afhøre hende.
Ulykken gav store problemer for morgentrafikken. I over tre timer var motorvejen fuldstændig lukket i vestgående retning mellem afkørsel 34 Borup og 35 Ringsted Øst fra Køge mod Ringsted. Kort før klokken ti blev der åbnet op igen, men der er stadig massiv kø. Vejdirektoratet melder om kø på syv til otte kilometer.
Følg trafiksituationen her.
IOpdateres...