Det skulle have været en dag med glæde, smil og lykke. I stedet blev den på et splitsekund forvandlet til et mareridt.

Overvågningskameraer fangede det hele, da en russisk kvindes forældre og søster forleden stod langs fortovet og ventede på at blive hentet for at blive kørt hen til det sted, hvor kvinden skulle giftes ved hotellet Dzhami i den russiske republik Dagestan.

Men så langt kom de aldrig.

Det skriver flere engelske aviser - blandt andet The Sun.

En sort Lada valgte ikke langt fra dem at dreje pludseligt til venstre i et lyskryds i byen Makhachkala. I den modsatte vejbane kom en Toyota kørende, og den havde ingen chance for at nå at bremse.

Chaufføren i Toyotaen forsøgte at undgå at ramme Ladaen, men det lykkedes ikke. I stedet endte den med at kollidere ind i Ladaen, hvilket fik bilen til at ryge i høj fart ned langs gaden - hvor den ramte kvindens forældre og søster.

Ingen af dem overlevede.

Ifølge The Sun mistede også en af de to bilers chauffører livet, mens den anden blev taget på hospitalet med alvorlige kvæstelser.

Det vides ikke, om brylluppet blev afholdt, eller om det blev aflyst som følge af tragedien.