Den dræbte Jeanette Larsen fra den sjællandske by Tuse var holdkaptajn for Team Rynkeby i Holbæk. Hendes mand og formodede drabsmand, der onsdag aften dræbte Jeanette Larsen, hjalp til som frivillig på holdet.
I de sidste år af sit liv oplevede Jeanette Larsen en sand opblomstring. Den 49-årige kvinde havde i mange år interesseret sig for cykelløb, og sidste år kørte hun med Team Rynkebys til Paris til fordel for kræftramte børn.
- Du cykler bare - bare jeg ikke skal med, lød meldingen fra hendes mand, Søren Larsen, da hun i forsommeren 2012 skrev sig på ventelisten til Team Rynkeby.
Det fortalte hun til Nordvestnyt, der sidste år lavede et interview med nu afdøde Jeanette Larsen. I cykelsporten mødte Jeanette Larsen nye venner og veninder. I et andet interview fortalte hun om sin begejstring:
- Vi kørte utallige ture til Slagelse for at træne og deltage i diverse arrangementer. Vi syntes, at det var helt fantastisk, at vi fik lov til at køre turen med Team Rynkeby til Paris, sagde hun til en lokal avis.
Efter at have cyklet til Paris med Team Rynkebys hold på Vestsjælland spurgte Holbæks Borgmester Søren Kjærsgaard (V), om hun ville stå i spidsen for et hold i Holbæk, hvilket hun takkede ja til.
På Team Rynkebys hjemmeside kunne man torsdag se billeder af en glad Jeanette Larsen, der stod i spidsen for holdet og sang med, da cykelholdet tidligere på året indspillede en sang.
Hendes mand og formodede drabsmand Søren Larsen var også engageret i cykelsport, men cyklede ikke selv til Paris. I stedet var han på Team Rynkebys servicehold, der sørger for mad, overnatning og reservedele til cykelrytterne. Deres død har efterladt holdet i chok og sorg.