Øverst: Video fra dansk metro hitter: Pludselig blev turen hjem fra arbejde meget bedre
Når metrotogene fra næste sommer bliver sat i drift på Cityringen, bliver det dyrere at være metro-passager.
Det skriver Politiken.
Det sker i form af et såkaldt kvalitetstillæg, der vil være på 1,60 kroner for at tage med metroen i myldretiden og 1,28 kroner for ture, der foregår i de lidt mere stille timer. Et 2-zoners pendlerkort, der i dag koster 395 kroner, får efter åbningen et prisskilt på 475 kroner, hvis brugeren vil have lov at tage metroen. Det svarer til en prisstigning på 20 procent, fremgår det af en indstilling til Movias bestyrelse, der har nikket ja til det kommende tillæg.
Det fremgår af den oprindelige folketingsaftale fra 2006 og lov om etableringen af metrocityringen fra 2007, at tillægget skal indføres.
'For at øge den driftsmæssige rentabilitet indføres et kvalitetstillæg på 1 krone ekstra i gennemsnit pr. passager for at benytte det samlede metrosystem, når Cityringen står færdig i ca. 2017,' hedder det i loven.
Med særprisen for at bruge metroen bliver det mere kompliceret at tage den offentlige transport i hovedstaden. For har man rejsekort, skal man fremover bruge særlige check-in-standere på stationerne - og hvis man glemmer at checke in på dem i forbindelse med skift fra andre transportmidler, er der planer om at indføre det, der så tørt kaldes 'sanktionsbestemmelser'. Altså formentlig en bøde.
Den nye særpris møder modstand fra Niels E. Bjerrum (S), der repræsenterer Københavns Kommune i Movias bestyrelse.
»Vi er i gang med en proces og drøfter løbende, hvordan vi kan forenkle tingene og have færre billettyper på hylderne. Når forbrugerne møder forskellige priser er det ikke noget, der forenkler billedet«, siger han til Politiken.