Premier League går ind i sin afsluttende fase med syv runder tilbage. Enkelte hold har et par hængepartier i form af udsatte kampe, men det gælder for samtlige mandskaber, at speederen skal trædes i bund nu, hvis drømmen om mesterskab i toppen eller overlevelse i bunden skal næres.
Det er samtidig en fodboldmæssig årstid i England, hvor der sjældent bliver fyret trænere - dem der skulle have sparket, har allerede fået det.
Otte trænere er i indeværende sæson afskediget eller som i Ian Holloways tilfælde trådt tilbage, og spørgsmålet er så om det overhovedet nytter noget at vifte med silkesnoren og kalde en upopulær manager ind på kontoret til den sidste snak.
Eller er det bare sådan, at har man budget som en midterklub, topklub eller bundklub - ja, så går det også sådan uanset, hvilken træner der sidder med ansvaret på bænken? Det synes umiddelbart at være tilfældet denne sæson, hvis man ser på det empirisk grundlag.
Men lad os starte med det tilfælde, der stikker helt ud, nemlig Sunderland. Her fik fodboldens enfant terrible Paolo Di Canio reddet Sunderland i slutningen af sidste sæson, men i starten af denne brændte det helt sammen for italieneren, der ragede uklar med alt og alle i sin spillertrup og høsten blev derefter. Et snit på 0,2 og farvel. Det ser bedre ud for afløseren, Poyet.
Man siger, at 38 point som tommelfingerregel er nok til at overleve i den bedste engelske række, og med et snit på 1,1 point pr. kamp så ville han, hvis han havde stået i spidsen for 'Black Cats' en hel sæson sikret dem en omgang mere. Nu er han og Sunderland i kamp mod statistikken på grund af Di Canios magre sæsonstart.
At budgetterne som regel er et godt fingerpeg, er Fulham et udmærket eksempel på. Martin Jol blev fyret med et snit på 0,8. Det samme opnåede Rene Meulensteen, og da han røg ud og afløst af Felix Magath, så er det pudsigt nok også lykkedes for tyskeren kun at tage 0,8 i snit.
Ud fra tanken om at barren hedder 38 point, så rykker Fulham ned uden, at karrusellen på trænerbænken har gjort fra eller til.
Samme dystre udsigter har Cardiff, hvor Ole Gunnar Solskjær ikke har formået at tage mere end 0,6 point i snit mod forgængeren Malky Mackays 0,9. Ud fra de 38 point så ville ingen af de to trænere kunne redde Cardiff.
Anderledes grund til optimisme har Crystal Palace. Ian Holloway valgte selv at smutte fra Selhurst Park efter en skrækkelig sæsonstart, og mesteren af en stram organisation Tony Pulis har taget over med succes. Oprykkerne er kommet over stregen og med otte kampe tilbage og 1,7 point i snit under Pulis, bør 'The Eagles' flyve i sikkerhed.
Swansea valgte at fyre Michael Laudrup i starten af februar, og afløseren Garry Monk vakte omgående håb efter en 3-0 rundbarbering af rivalerne Cardiff, men siden har den socialrealistiske hverdag meldt sig i Wales.
Monk tager i snit 0,1 færre point end danskeren og skal skæve til WBA for at finde et bedre bud på en nedrykker - sådan målt ud fra statistikken.
Den engelske presse undrede sig voldsomt over, at WBA valgte at fyre Steve Clarke til fordel for spanske Pepe Mel. Han har heller ikke haft videre tur i den med blot 0,7 point i snit, og holder WBA det 'tempo', rykker de ned sammen med Fulham og Cardiff.
I den anden ende af tabellen har en god start på trænertilværelsen for Tim Sherwood så småt udjævnet sig, så hans trawl af point flugter med forgængeren Andres-Villas Boas. Portugiseren tog i snit 1,8 point, hvor Englænderen står til 1,9.
Det betyder ikke, at lønbudgetter og transfer-ditto i top eller mellemklassen automatisk udløser en tilsvarende placering i tabellen - se blot på højtflyvende, men i årevis finansielt trængte Everton og anderledes gumpetunge, men rige Mancester United - men konklusionen lyder, at sæsonens trænerfyringer i Premier League mere ligner panik end rettidig omhu. Med statistikkens taknemmelige undtagelser.
Sunderland:
Paolo Di Canio
Fyret 23-9 2013
Pointgennemsnit: 0,2
Afløst af Gustavo Poyet
Ansat 8-10 2013
Chokeffekten: 1,0 point i de første tre kampe.
Pointgennemsnit: 1,1
Fulham:
Martin Jol
Fyret 1-12 2013.
Pointgennemsnit: 0,8
Afløst af Rene Meulensteen
Ansat 1-12 2013.
Chokeffekt: 1,0 point i de første tre kampe
Fyret 14-2 2014
Pointgennemsnit: 0,8
Afløst af Felix Magath
Ansat 14-2 2014
Chokeffekt: 0,33 point i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 0,8
Cardiff:
Malky MacKay
Fyret 27-12 2013
Pointgennemsnit: 0,9
Afløst af Ole Gunnar Solskjær
2-1 2014
Chokeffekt: 0 point i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 0,6
Tottenham:
Andres Villas-Boas
Fyret 16-12 2013
Pointgennemsnit: 1,8
Afløst af Tim Sherwood
17-12 2013
Chokeffekt: 2,3 point i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 1,9
Crystal Palace:
Ian Holloway
Opsagde jobbet 23-10 2013
Pointgennemsnit: 0,4
Afløst af Tony Pulis
Ansat 23-11 2013
Chokeffekt: 2,0 point i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 1,7
WBA:
Steve Clarke
Fyret 14-12 2013
Pointgennemsnit: 0,9
Afløst af Pepe Mel
Ansat 9-1 2014.
Chokeffekt: 0,3 point i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 0,7
Swansea:
Michael Laudrup
Fyret 4-2 2014
Pointgennemsnit 1,0
Afløst af Garry Monk
Ansat 4-2 2014
Chokeffekt: 1,3 point i gennemsnit i de første tre kampe
Pointgennemsnit: 0,9