Det får tilsyneladende ingen umiddelbare konsekvenser for FC Københavns 24-årige landsholdsspiller Thomas Delaney, at hans kommende tyske klub Werder Bremen i weekenden valgte at fyre sin træner Viktor Skripnik.
»Vi har i FCK den politik, at vi ikke kommenterer på sager som denne. Så min mund er lukket,« siger Thomas Delaney.
Han lægger dog ikke skjul på, at han forventer, at aftalen med Werder Bremen fortsat er gældende.
»Jeg har aftalt med klubben, at jeg har første arbejdsdag dernede 4. januar (2017, red.). Indtil jeg eventuelt skulle høre noget andet, forventer jeg, at dette fortsat er gældende,« siger Thomas Delaney.
Det er kun en måned siden, at han underskrev aftalen, der angiveligt har kostet Werder Bremen en transfersum på 15 mio. kroner.
»Thomas er en stærk midtbanespiller, der vil give os flere muligheder med sin fleksibilitet. Det er en spiller med en topmentalitet, som altid giver sig fuldt ud for holdet,« sagde Viktor Skripnik ved den lejlighed.
Siden har Werder Bremens spil ikke fungeret, og da man lørdag tabte 1-4 til Borussia Mönchengladbach, blev Thomas Skripnik erstattet af klubbens U23-træner Alexander Nouri.
»Vi har besluttet at tage dette skridt, da vi efter Gladbach-kampen ikke følte, at den nuværende træner-konstellation var i stand til at vende tingene på den korte bane,« siger sportsdirektør Frank Baumann til Werder Bremens hjemmeside, hvor det fortælles, at Thomas Skripniks assistenter, Florian Kohfeldt og Torsten Frings, er blevet fritstillet.
»Jeg har været i Bremen for at kigge på forholdene i Bremen, men ved den lejlighed fik jeg ikke hilst på Thomas Skripnik,« fortæller Thomas Delaney.