Tour de France foregik i mit tv i Sankt Hansgade på Nørrebro. Pludselig sad Riis i sin smukke Ariostea-trøje med Zenon Jaskula, Claudio Chiappucci, Toni Rominger, ja med selveste Miguel Indurain i de høje bjerge.
Fuldstændig vildt og uvirkeligt, når man havde været vant til at blive spist af med et par dage i gult på flad vej til Kim Andersen og Jørgen V. Pedersen i 1980erne.
Både Andersen og Pedersen var jo færdige, når det for alvor gik opad.
Det med Riis var sgu alvor. Jeg sad alene i sommervarmen og skulle egentlig lægge sidste hånd på mit universitetsspeciale om dokumentarfilm, men jeg råbte og skreg og var bare helt ude af den. Fik stort set intet skrevet i de tre uger.
En dansker tæt på den trøje, som Hinault, Fignon og Lemond havde båret. Det var stort.
Jeg var dybt fascineret af cykelsporten, men i mange år var det svært at følge ordentligt med. Gennem 70erne og 80erne sendte DR stort set to løb om året, som regel i en weekend i august: Verdensmesterskaberne på landevej. For amatører om lørdagen og for proffer om søndagen. Af en eller anden grund faldt det alt for ofte sammen med, at vi skulle høste eller køre halm ind på gården i Hjortsvang.
Bjarne Riis vandt en etape til Chálons-sur-Marne, fik en dag i den prikkede bjergtrøje og blev nummer fem i det samlede klassement.
Det bedste danske resultat nogensinde. Året før var han skiftet til Ariostea, hvor han blev holdkammerat med Rolf Sørensen, fik legendariske Giancarlo Ferretti som sportsdirektør og begyndte at frekventere lægen i Lucca, Luigi Cecchini.
Det var her, Riis for alvor begyndte at dope sig, har han senere fortalt. Selvom jeg ved siden af studiet havde en freelance-aftale med Claus Borre - nyhedschef, studievært og ildsjæl på DR Sporten - om at lave nyheder, vidste jeg intet om Riis og kumpaners dopingmisbrug, da jeg sad foran mit tv i Sankt Hansgade 14. Det skulle ændre sig.