TOTO, Skanderborg Festival, søndag, to ud af seks stjerner

Jo, jeg ved godt, det er lige så forudsigeligt, som at onsdag med nogen sandsynlighed kommer efter tirsdag, når en anmelder giver Toto røg. Og vitterlig havde jeg også håbet, at det ikke skulle ende på den måde.

Det gør det så alligevel.

Efter en time i selskab med Toto på Danmarks Smukkeste er der altså ikke nogen vej uden om. Det band er musikalsk en illusion – på linje med at tro at det er rock and roll at eje et B & O anlæg eller at synes at ’landmåler’ er en sexet karriere – med skyldig undskyldning til eventuelle landmålere i læserskaren, men forstå mig nu ret.

I hvert fald hvis man mener, at musik er andet og mere end blot at kunne spille på sine instrumenter. For jo, gu’ spiller Toto da godt. Faktisk spiller de mand for mand i særklasse dygtigt – i særdeleshed trommeslageren Simon Philips. Problemet er bare, at Toto – alle deres hits til trods – via deres overdrevne perfektionisme live minder mere om en flok matematikere, som skal have den ultimative ligning til at gå op, end musikere.

Det er simpelthen jernhamrende kedeligt, og der er cirka så meget sjæl i Totos lydefri korarrangementer og sviende præcise breaks, som der er i Faktas frysediske. Det prædikat skal der såmænd nok være dem blandt læserne, der får en påtrængende trang til at korsfæste mig for, og der var i sandhedens tjeneste også ganske mange i Skanderborg, som var pænt begejstrede over Totos koncert. Fred være med dem – og det glæder mig at de har haft en oplevelse, som faktisk var rar at opleve.

Det var mere, end Toto var hørt herfra. Og absolut ingen af deres fans er enige med mig hér, det ved jeg godt. Men igen; fred være med det!