Tortur kaster skygger over Libyens vigtige dato
Libyen markerede fredag årsdagen for oprøret, der fjernede diktator Muammar Gaddafi fra magten. Men landet står fortsat over for en række udfordringer, mener ekspert.
Libyen markerede fredag årsdagen for oprøret, der fjernede diktator Muammar Gaddafi fra magten. Men landet står fortsat over for en række udfordringer, mener ekspert.
»Vredens dag«. Det blev datoen 17. februar 2011 kaldt, da oprøret mod Libyens mangeårige diktator, Muammar Gaddafi, brød ud. Fredag markerede den libyske befolkning årsdagen for oprørets begyndelse - et oprør, der første til Oberst Gaddafis død efter 42 år ved magten, og som har kostet tusindvis af mennesker livet.
Men selvom Libyen har taget de første skridt i retningen mod demokrati, står landet fortsat over for en række udfordringer. Det mener lektor ved Aalborg Universitet og Mellemøstekspert, Søren Schmidt.
- Det, som vi frygtede, var, at der ville opstå interne konflikter mellem grupperinger i landet, efter Gaddafi blev fjernet. Desværre viser det sig også, at grupperne har store problemer med at organisere sig som en samlet enhed, så der er fortsat en risiko for, at det kan ende grueligt galt, siger Søren Schmidt.
Han henviser til, at grupperinger rundt om i landet alle er udstyret med våben, og at det kan øge risikoen for en militarisering.
- Det kan blive vanskeligt at holde styr på alle disse grupperinger. På et eller andet tidspunkt kan det blive nødvendigt at centralmagten sætter sig igennem. Dem, der ikke vil acceptere, at det er staten, der har monopol på magtudøvelse, de må lære det på den »hårde måde«. Det er sådan, man bygger stater op. Desværre vil sådan en militarisering ofte gå ud over demokratiet, siger Søren Schmidt, der dog ikke vil male fanden på væggen allerede nu.
I forbindelse med årsdagen udgav Amnesty International forleden en rapport, der dokumenterer, at tidligere Gaddafi-støtter bliver udsat for dødbringende tortur i libyske fængsler udført af både militæret, sikkerhedsenheder og flere bevæbnede militser. Ifølge FN er omkring 8.000 Gaddafi-tilhængere blevet tilbageholdt af militsgrupper, og den midlertidige regering i Libyen er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at kunne tøjle grupperne.
Søren Schmidt mener da også, at det internationale samfund har været alt for hurtig til at forlade Libyen efter Gaddafis fald.
- Det er langt nemmere at invadere et land, end det er at bygge det op igen. At få genetableret en stat og få den til at fungere er en langsommelig proces, og det er lige som om, at det internationale samfund er kommet lige lovligt hurtigt ud af den affære. Landet behøver hjælp, hvis demokratiet skal fungere, siger Søren Schmidt.