USA: Det er formentlig med stor spænding, at USAs præsident, Barack Obama, ser frem mod torsdag. Her afgør landets højeste retsinstans, U.S. Supreme Court, nemlig skæbnen for den stort anlagte sundhedsreform. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den omstridte sundhedsreform er blevet en politisk varm kartoffel i et år, hvor Obama står over for et genvalg, og hvor republikanerne ikke har holdt igen med kritikken af reformen.

Det er blandt andet kravet om, at alle amerikanere skal tegne en sundhedsforsikring og betale en bøde, hvis de ikke gør det, der har resulteret i, at reformen er nået til højesteretten. Her skal ni dommere tage stilling til, hvorvidt dele af sundhedsreformen, der går under navnet »ObamaCare«, strider mod forfatningen, og om det i givet fald betyder, at hele reformen skal dømmes forfatningsstridig.

Selv har Obama givet udtryk for, at han er overbevist om, at Højesteret ikke vil dømme sundhedsreformen som værende i strid med den amerikanske forfatning.

Ender det alligevel med, at reformen bliver dømt forfatningsstrid, vil det være et enormt nederlag fra Barack Obama. Da sundhedsreformen blev vedtaget i Repræsentanternes Hus med stemmerne 219 mod 212 i marts 2010, var der lagt op til den største omlægning af det amerikanske sundhedssystem i næsten 50 år.

Barack Obama har med loven villet sikre, at de mellem 30 og 45 millioner amerikanere, der i dag står uden sygeforsikring, fra 2014 bliver omfattet af en sundhedsforsikring.