Mindst 13 mennesker blev i dag dræbt, mens henved 100 andre blev kvæstet, da den amerikanske delstat Georgia blev hærget af en serie tornadoer.

Adskillige indbyggere i delstaten er spærret inde i deres sammenstyrtede huse.

Alene i den lille by Camilla ca. 300 kilometer fra Georgias hovedstad, Atlanta, blev 60 boliger ødelagt - mange af dem mobile hjem.

Den amerikanske præsident, Bill Clinton, har udtrykt sin medfølelse med delstaten.

- Tabet af liv i Georgia er usædvanligt og frygteligt. Jeg beder jer om at bede for disse mennesker, sagde Clinton i en tale ved et spansk-amerikansk arrangement.

/ritzau/DPA