USA: Tornadoen, der mandag bragede ned over forstaden Moore nær Oklahoma City med 320 kilometer i timen og dræbte 24 mennesker, kan have forårsaget skader for mere end to milliarder dollar svarende til 11,5 milliarder kroner. Det oplyser talskvinde Calley Herth for Oklahomas forsikringsafdeling til AP ifølge Al Jazeera.

Tornadoen har indtil videre krævet 24 dødsofre, heraf ni børn, mens seks voksne fortsat savnes. Flere end 200 indbyggere meldes såret.

Præsident Barack Obama har erklæret Oklahoma i katastrofetilstand og lovet indbyggerne i Moore og andre områder ramt af tornadoen, at de vil få al den hjælp, der er nødvendig for at komme videre efter naturkatastrofen.

Obama besøger på søndag området omkring Oklahoma City. Ifølge Washington Post vil han mødes med familier, der blev gjort hjemløse, og desuden takke redningsarbejderne, der har arbejdet i ruinerne af boliger og offentlige bygninger.