En mand fra Værløse så i sidste uge to mænd bryde ind i naboens hus. Han gjorde sin borgerpligt og ringede 112, men politiet kom aldrig.

Sidste torsdag opdagede Torben Laustsen, at to mænd var i gang med at bryde ind i naboens hus på Søndersø Park.

Kort efter så han, at en af mændene kom gående med en sæk over skulderen på vej hen til en sort Mercedes med mørke ruder og uden nummerplade foran.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Torben Laustsen ringede 112, men han skulle blive overrasket over beskeden fra politiet. Den lød, at der ikke var ledige vogne, de kunne sende til villavejen.

»Jeg er klar over, at politiet er blevet rundbarberet i deres bemanding, og det var tydeligt, at den politimand, jeg talte med, også var frustreret. Men her havde man en konkret situation, hvor man kunne have pågrebet nogle indbrudstyve, og så er man fuldstændig magtesløs,« siger Torben Laustsen til Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi kalder sagen 'svært beklagelig', og pressekoordinator Henrik Suhr forklarer, at politiet er nødt til at prioritere deres ressourcer benhårdt. Det var man nødt til at gøre i dette tilfælde, da politiet var optaget af 'andre presserende sager', oplyser Henrik Suhr til Frederiksborg Amts Avis.

{embedded type="node/polls" id="40187158"}

Rigspolitiet har netop udgivet en undersøgelse fra Danmarks Statistik, der viser, at Nordsjællands Politi indtager en bundplacering blandt landets 12 politikredse, når det gælder borgernes tillid til politiet.

På landsplan har 82,6 procent af borgerne tillid til ordensmagten. Ser man isoleret på Nordsjælland, daler tallet til 77,9 procent.