Cristiano Ronaldo er sjældent bleg for at vise sin veltrænede overkrop frem, og nu afslører han hemmeligheden bag hans enorme fysik.

Det skete i forbindelse med åbningen af hans nye fitness-center, 'CR7 Crunch Fitness' mandag, skriver Daily Mail. Og her afslørede den 32-årige fodboldstjerne, hvordan han har fået - og hvordan han vedligeholder - sin berømte six-pack.

»Det er ikke korrekt, at jeg laver 3.000 mavebøjninger om dagen. Jeg træner normalt fire eller fem gange om ugen, hvor jeg laver mellem 200 og 300 mavebøjninger,« lød det fra den firedobbelte Ballon D'or-vinder.

Og han uddybede også, hvorfor han ikke laver flere, som det ellers har været skrevet flere steder.

»Det er ikke godt at lave for mange, for det kan give smerter i den nederste del af ryggen,« forklarede Real Madrid-spilleren under fremvisningen af sit nye center i Madrid.

Og han var ikke taget alene til centeret. Med sig havde han også sin kæreste, Georgina Rodriguez, som sad på forreste række, mens Cristiano Ronaldo viste nogle af de øvelser, man kan lave i centeret, frem for alle de fremmødte.

Selvom det er fodbolden, der stjæler det meste af hans opmærksomhed, tjener han også mange penge på andre ting. Foruden fitness-centeret har han blandt andet også en undertøjskollektion, ligesom at han også har sit eget hotel i fødebyen Funchal - den største by i den portugisiske øgruppe Madeira.

Det betyder dog langt fra, at 32-årige Cristiano Ronaldo snart planlægger at lægge støvlerne på hylden - han er i flyvende form og har i denne sæson spillet 33 kampe for Real Madrid, og han har scoret 26 mål.

Den spanske storklub kan i år stadig vinde The Double.

Real Madrid topper La Liga med 62 point - to point ned til rivalerne fra FC Barcelona, og så har Madrid-klubben endda en kamp i baghånden. Onsdag slog de Napoli ud af Champions League, da Cristiano Ronaldo og co. kunne rejse hjem til Madrid med en 3-1 sejr og et samlet resultat på 6-2.