SBS har taget en alvorlig snak med Kanal 4-dommer Jesper Thomsen
- Jeg havde tiltro til, at folk forstår ironi mere, end de gør, og det er synd. Ingen bruger ordet ’neger’ mere, og slet ikke mig. Jeg syntes bare, at det kæmpe Dannebrog på scenen kunne virke som om, at man leflede for racistiske seere, forklarer direktør i Unique Models og ’Topmodel-dommer Jesper Thomsen til BT.
Til hverdag lever han af at have et kritisk øje på håbefulde modelaspiranter i et af Danmarks største modelbureauer, Unique Models, og som dommer i kanal 4s populære ’Topmodel’. Men det er på Facebook, at Jesper Thomsens to kommentarer ’Godt med Dannebrog når der er så mange negere på scenen’ og ’Basim kan godt lave en pizza – det får du brug for senere min dreng #nr12medhvidløgtak’, har udløst et ramaskrig.
Og ironi eller ej. Hos SBS, der står bag Kanal 4s ’Topmodel’, er man på ingen måde begejstret for Jesper Thomsens Facebook-bemærkninger. Det understreger informationschef hos SBS Discovery Jesper Jürgensen.
Håndteres internt
- Vi tager selvfølgelig afstand fra de kommentarer. Det er på ingen måde udtryk for vores holdning til hverken Basim eller Melodi Grand Prix, og vi har haft en dialog med Jesper, hvor han beklager og siger, det var en misforståelse, siger Jesper Jürgensen til BT.
- Hvorvidt det får konsekvenser for hans deltagelse i Topmodel, tager vi med Jesper og ikke medierne. Jeg har fuld tillid til, at vi finder den rigtige løsning med programafdelingen, siger han.
En anden, der heller ikke smiler ad Jesper Thomsens kommentarer, er den tidligere ’X Factor’-deltager Marcel Gbekle, som er en af de i alt fem mørke korsangere og dansere på scenen, der var med til at føre Basim til sejr i Odense.
- Jeg synes virkelig, det er usmageligt. Vi kæmper for at repræsentere Danmark, og så kommer der sådan et surt opstød. Jeg kan virkelig ikke se det sjove i det. Man kan skrive sådan noget på mange måder og måske have gjort det humoristisk, men det lød absolut ikke sådan, siger 22-årige Marcel Gbekle, der er født og opvokset i Danmark med en dansk mor og en ghanesisk far.