Daniel Wass fortsætter med at vække interessen hos store klubber rundt om i Europa.

Selvom den tidligere Brøndby-spiller i øjeblikket ikke leverer på samme niveau som tidligere på sæsonen, er Daniel Wass stadig eftertragtet på det europæiske spillermarked.

Således skriver den franske sportsavis L'Équipe, at både Lyon og italienske Fiorentina lurer på danskeren, der til daglig optræder hos Evian i den franske Ligue 1.

Avisen mener at vide, at Evian vil have små 40 millioner danske kroner for Daniel Wass, der har været en af klubbens profiler gennem de seneste sæsoner.

25-årige Daniel Wass sagde allerede i det foregående transfervindue, at han gerne ville væk fra Evian og prøve lykken i en større klub. Men det lykkedes ikke for danskeren at få sat et skifte i stand.

Derfor kunne en ny chance i en anden klub efter sommerpausen ligne en realistisk mulighed for Daniel Wass, som har imponeret med flere flotte frisparksmål i sæsonen.