Landsholdsspilleren Mads Mensah Larsen kan blive næste mand, der forlader Aalborgs danske mestre.
BT erfarer, at det varmeste bud på Mads Mensahs nye arbejdsgiver er den tyske topklub Rhein-Neckar Löwen, der netop har sikret sig Aalborgs Nikolaj Jacobsen som ny cheftræner fra næste sæson. Tyskerne har fulgt Mensah i længere tid og er meget begejstrede for danskerens kvaliteter.
Peter K. Bertelsen, der er agent for den formstærke bagspiller, bekræfter over for BT, at Rhein-Neckar Löwen har rettet kontakt til Mensah-lejren.
- Det er korrekt, at Rhein-Neckar Löwen har vist interesse for Mads. Men det er der flere klubber, der har. Konkret er der fire tyske Bundesligaklubber, som har henvendt sig angående Mads. Han er en attraktiv vare, det kræver ikke en højere eksamen at regne ud efter de præstationer, han har leveret, siger Peter K. Bertelsen.
Han understreger dog, at Mads Mensah har kontrakt med Aalborg Håndbold indtil sommeren 2015, og derfor må interesserede bejlere henvende sig til den nordjyske klub, hvis de ønsker at købe bagspilleren.
Mads Mensah vil ikke selv kommentere konkret på Rhein-Neckar Löwen, men konstaterer, at det er smigrende med interessen.
- Når det går godt personligt, så kommer der selvfølgelig henvendelser fra interesserede klubber. Jeg synes, jeg står i en god situation, hvor jeg selv kan bestemme, om jeg har lyst til at prøve noget andet i næste sæson, eller jeg vil vente. Men lige nu har jeg det fantastisk i Aalborg, siger Mensah.
Hvis skiftet til Rhein-Neckar Löwen bliver en realitet, kan han fortsætte samarbejdet med træner Nikolaj Jacobsen, og Mensah erkender, at det er en fordel.
- Selvfølgelig er det altid et plus, hvis der er en træner, du ved, du kan godt sammen med. Så det er da ikke noget minus, hvis jeg skulle komme til en klub, hvor jeg ved, at der er en træner, som jeg arbejder godt sammen med, siger Mensah, der ikke lægger skjul på, at Bundesligaen er drømmedestinationen.
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille der på et tidspunkt. Det er den stærkeste liga i verden, siger han.
Aalborg-direktør Jan Larsen har ingen kommentarer til interessen omkring Mads Mensah Larsen, men nøjes med at konstatere, at nordjyderne er glade for at have ligaens måske varmeste transferemne i truppen.
- Vi er da bestemt ikke utilfredse med, at Mads Mensah spiller her hos os. Han har udviklet sig enormt, og vi er stolte af at have ham på vores hold. Han har et kæmpe potentiale og er for mig at se allerede en af de allerbedste spillere i Europa. Det ville være mystisk, hvis der ikke var nogle klubber, som var interesserede i ham, siger Jan Larsen.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Torsten Storm, der er manager i Rhein-Neckar Löwen.