Top-SFer: Vi har nået mere i seks måneder end på 15 år
Sundhedsminister Astrid Krag kan ikke genkende billedet af et SF i krise - tværtimod, SFhar nået meget, mener hun.
Sundhedsminister Astrid Krag kan ikke genkende billedet af et SF i krise - tværtimod, SFhar nået meget, mener hun.
Hun har haft tid til at tænke over tingene i de sidste tre måneder. I januar gik SF-kronprinsessen, den 29-årige sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag, nemlig på barselsorlov.
Det var før regeringspartierne Socialdemokraterne og SF aflivede sit eget forslag om betalingsringen, og før SF lå så ringe i meningsmålinerne. Men faktisk har SF gjort det godt under sin tid i regeringen, mener Astrid Krag, som vender tilbage til ministerposten tirsdag efter påske.
- De seneste seks måneder har vi fået mere gennemført – og forandret i folks hverdag – end de forrige 15 år, hvor jeg har været medlem af SF. Det siger noget om, hvad det betyder at sidde med i et regeringssamarbejde, sidde med inde i maskinrummet i samfundet, siger hun til Information.
I stedet for at dvæle så meget ved de vigtige SF-mærkesager, der aldrig blev til noget - udover betalingsringen kan nævnes eksempelvis bank- og millionærskatten - fremhæver Astrid Krag fem områder, hvor SF har sat sit fingeraftryk på regeringens politik.
De fem punkter er: Energiaftalen, vækstpolitikken, lighedspolitikken, den lige adgang til sundhedssystemet samt udlændingepolitikken.
Hun erkender dog, at det ikke ser rosenrødt ud for SF længere.
- Jeg tror helt klart, at vi godt kunne kommunikere vores resultater bedre, ja. Og det er noget, vi alle sammen skal øve os i. Man skal huske at fejre sine sejre og ikke have så travlt med at have blikket rettet mod det næste mål, siger hun til Information.
BNB