En af de største politiske skandaler i Kina fik torsdag tilføjet endnu et kapitel, da drabssagen mod Gu Kailai både begyndte og sluttede i byen Hefei.

Hele processen tog cirka syv timer, efter at Gu Kailai, der er gift med den tidligere leder af kommunistpartiets afdeling i millionbyen Chongqing, Bo Xilai, angiveligt har tilstået mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood, som blev dræbt i november sidste år. Også en af Gu Kailais ansatte, Zhang Xiaojun, skal have tilstået sin medvirken i drabet.

- De anklagede Gu Kailai og Zhang Xiaojun protesterede ikke mod fakta og anklagerne om overlagt drab, lyder det ifølge Reuters fra Tang Yigan, der er talsmand for retten i Hefei.

Der oplyses ikke yderligere detaljer fra den lukkede retssag, og det er heller ikke klart, hvornår Gu Kailai vil modtage sin dom. Det vil ske på »et senere tidspunkt«.

Retssagen mod Gu Kailai ses af mange kinesere som et politisk angreb på Bo Xilai, som indtil for nylig havde ambitioner om at blive valgt ind i kommunistpartiets topledelse til oktober. Det er ikke længere aktuelt.

Bo Xilai, som indtil marts, da han blev suspenderet fra posten, var lokal partichef for det regerende kommunistparti i Chongqing og havde en karriere foran sig i toppen af det magtfulde parti.

Men de kinesiske myndigheder suspenderede Bo, netop fordi man efterforskede hans hustrus forbindelse til den 41-årige Neil Heywoods dødsfald.

Det eneste offentligheden ved om Heywoods forbindelse til politikerparret og kommunistpartiet - og meget af det er rygter - er, at han var gift med en kinesisk kvinde og havde boet i Kina i mange år ved sin død. Rygter siger, at han havde forbindelser til den britiske efterretningstjeneste.

Heywood blev fundet død på sit hotelværelse i Chongqing, og det menes, at Gu og Zhang angiveligt skulle have forgiftet ham, fordi Gu frygtede for sin egen og sin søns sikkerhed, efter at parterne var raget uklar over nogle større pengebeløb.

Gu og Zhang risikerer dødsstraf, når retten afsiger sin dom.