Da Tom Waits i februar blev indskrevet i ”Rock and Roll Hall of Fame”, fortalte han, hvordan pladeselskabsfolk finder ham problematisk at samarbejde med, fordi det altid har været umuligt at forudse, hvad han leverer. Men dette, hans 17. studealbum, er om noget forudsigeligt.

På ’Bad as Me’ lyder Waits lidt som en selvimitator i sin vanligt hostende og brølende stil med et sandt superhold af musikere bag sig – ikke ulig hans kommercielle gennembrud ’Mule Variations’ fra 1999 (første plade, hvor konen Kathleen Brennan var med bag producerpulten).

Væk er de lange, svært tilgængelige skramlende sange fra den seneste, ikke særligt vellykkede plade, ’Real Gone’, til fordel for 13 skæringer, der aldrig strækker sig meget længere end fire minutter. Og hver og én flyver de rundt i hver deres ende af genrespektret. På papiret lyder dét spændende, men Waits betræder ikke mange nye terræner i løbet af disse tre kvarter.

Svært at være Waits

Men når man tilbage i 1970’erne startede som superb Randy Newman-fascineret sprutromantiker, og i 80’erne skabte visionære mesterværker som ’Rain Dogs’, ’Swordfishtrombones’ efterfulgt af 90’er-perlen ’Bone Machine’, så må det også være svært at være 61.

Lad det bare være sagt, at ’Bad as Me’ ikke er at regne blandt Waits’ største værker, men lad det så også være understreget, at det til gengæld er hans bedste sæt sange siden den lignende ’Mule Variations’, der også gentog forskellige tricks fra forskellige æraer af hans karriere.

Og når den gode Tom pruster løs i åbneren ’Chicago’, som bumler af sted med saxofon, trombone, Marc Ribot og Larry Taylors duellerende guitarer og Charlie Musselwhites mundharpe, glædes man lidt over det hele, for hér føler man sig i godt selskab ned ad Toms støvede sti.

Keith Richards kigger forbi

Blandt højdepunkterne er ’Talking at the Same Time’, hvor Waits crooner kritisk om tilstanden i hjemlandet i et uvant lyst register, romantiske Roy Orbison’ske ’Back in the Crowd’ og især ’Satisfied’, der gynger lystigt takket være Les Claypools kontrabas og guitar fra Keith Richards.

Selvsamme Richards synger også en smuk fordrukken duet med hovedpersonen i ’Last Leaf’, som endelig føjer noget nyt til Waits’ efterhånden noget slidte balladeskabelon, der her fremstår mest bedaget i ’New Year’s Eve’, hvor han brummer lidt af ’Auld Lang Syne’.

Især ’Face to the Highway’ (der desuden minder om ’Sins of My Father’ fra den forrige plade), ’Pay Me’ og vinylhyldesten ’Kiss Me’ tegner et billede af en veteran, der er ved at løbe tør for idéer, ja, han ligefrem sender en musikalsk hilsen til Nick Cave med ’Raised Right Men’.

Waits’ letteste

Hvis ikke der var et par reelle genistreger gemt undervejs, havde ’Bad as Me’ stået som et af galningen Toms svageste; navnlig på grund af balladerne og politiske ladede eksperiment ’Hell Broke Luce’, hvor han rapper (!) akavet over heavy metal-riffs og maskingeværssalver.

Trods lidt nyt, har Waits sjældent lydt mere ”normal” og direkte fokuseret, hvilket ikke skal ses som et plus i hans bog. Men heldigvis har vi stadig hans krøllede hjerne og Howlin' Wolf- og Captain Beefheart-agtige røst af glædes over, og så tager man gerne 45 minutter mere af hans trummerum.

Under alle omstændigheder er ’Bad as Me’ Waits’ måske ”letteste” og nemmest tilgængelige plade.

Og det kan man så enten tage som en anbefaling eller en advarsel.

TRACKLISTE
1. Chicago
2. Raised Right Men
3. Talking at the Same Time
4. Get Lost
5. Face to the Highway
6. Pay Me
7. Back in the Crowd
8. Bad as Me
9. Kiss Me
10. Satisfied
11. Last Leaf
12. Hell Broke Luce
13. New Year’s Eve