"Der er vel ikke så satans meget at sige... Tom Jones er The Man altså!"

Ordene - fra sangeren i ét af Danmarks førende Heavy Metal bands (!) - faldt, da Tom Jones i Valby Hallen netop var gået i gang med "She's A Lady" sådan cirka midt i første sæt i aftes.

Og hvis begejstringen - fra heavyfreaks til husmødre - var stor på dét tidspunkt, så steg euforien til to trin under verdens frelse, som koncerten skred yderligere frem.

Lad os gøre det hér nemt at forstå fra en anmelder, som til en afveksling savner ord:

Tom Jones' koncert i Valby Hallen var en så overbevisnende opvisning i overlegen kontrol, så man i perioder ikke troede de høreskadede hulninger, man fra naturens hånd har anbragt på hver side af hovedet.

Ét er, at Tom Jones synger, så størstedelen af hans konkurrenter (om ikke dem alle!) skal stå op, før hostesaften er gæret færdig, for bare at gøre sig håb om at synge kor for ham på en karaoke-bar i Kasakhstan. Noget andet og ganske afgørende er den tilsyneladende legende lethed, Tom Jones når selv de mest umulige højder med.

Som han gjorde i urealistisk smukke udgaver af "Sometimes We Cry" og - især! - en "Motherless Child", som forvandlede publikum til en forsamling af anatomiske umuligheder, i og med at samtlige mundvige trak ad ørerne til, samtidig med at 4.000 kæbepartier ramte gulvet.

"Hold kæft, hvor synger han fantastisk!," sukkede jeg ud i mørket.

Der var ingen, der hørte efter. De havde alt for travlt med at blive taget på bjerget.

Som om dét så var noget, så udviklede anden afdeling af koncerten sig til det fuldstændig forrygende. I en væg-til-væg festforestilling med sange som "If I Only Knew", "Mama Told Me Not To Come", "Midnight Hour", "Hold On I'm Coming" og en - selv for denne aften - himmelstræbende suverænt sunget "Walking In Memphis" kom det føromtalte afgørende i den lethed med hvilken, Tom Jones afleverer sine sange med, til sin ret.

Det afgørende er nemlig, at det er overskuddet, der skaber de store musikalske oplevelser. Overskud levner nemlig plads til swing, dynamik, musikalsk veloplagte vignetter og alt den slags gammeldags halløj, som alt for mange musikere i dag ikke ville kunne genkende, om det så slog dem oven i hovedet med et defekt keyboard.

I det stykke skal man i øvrigt ikke glemme Tom Jones' fremragende backingband, som i modsætning til Joe Cockers ditto forleden spillede op til og op imod mesteren fra starten med en forrygende gensidig forståelse blandt aktørerne på scenen til følge. Jeg skrev vist om Cockers udgave af "You Can Leave Your Hat On", at det var én af de bedre versioner af den sang i nyere tid.

Well, Tom Jones sang i aftes i bl.a. den sang samtlige legemsdele ud af hele garderoben på alle sine konkurrenter.

"Hør engang for helvede! Han anstrenger sig ikke engang," råbte jeg ud i salen.

Der var ingen, der svarede. De stod allesammen med hatten i hånden og bad om mere.

I det stykke er det endda usagt, at Jones selvfølgelig førte sig med en charme, der kunne flække kyskhedsbælter på tid og en blink-i-øjet-beskedenhed, som stod i skærende kontrast til det faktum, at han var i gang med at levere én af år 2000's sandsynligvis afgørende koncerter på dansk grund - såvel musikalsk som underholdningsmæssigt.

Okay, så vil de sure sønner af svedstivnede strikketrøjer måske nok hævde, at det hér bare var "ren Las Vegas". Hvilket lige præcis er dér, de tager fejl. En så perlende potent præstation som den i Valby Hallen kan ikke engang Tom Jones fyre af, hvis ikke han var optaget af at bevise, at den evindelige diskussion om "musikalsk relevans" intet har med alder at gøre. Dét har derimod noget at gøre med, om man efter 32 år stadig kan synge "The Green Green Grass Of Home", som om EU aldrig havde opfundet begrebet "braklægning".

Det kunne og gjorde Tom i aftes.

Vi var efterhånden nået henad koncertens slutning, og Tom Jones var i gang med en glødende-på-grænsen-til-det-overtændte version af Lenny Kravitz's "Are You Gonna Go My Way", og selv min hardcore-ROCK-elskende hustru mente nok, at nu var det på tide at indkøbe en T-shirt.

Så vidt kom det trods alt ikke. Der måtte trods alt - selv til en Tom Jones koncert - være en blonde. Det var så også den eneste, der var. Til denne mesterlige manifestation af, hvor meget gennemført musikalitet kan bibringe éns velbefindende på sådan en smuk forårsdag i København.

"Seks stjerner," brølede jeg, da jeg kom ind på redaktionen.

Og så var der langt om længe nogen, der hørte efter...

Tom Jones, Valby-Hallen, København