"Det er en ubeskrivelig fornemmelse at vinde igen", sagde Tom Kristensen, der sidste år vandt det berømte 12-timers løb for BMW.

I år sad danskeren i en Audi, som han delte med tyskeren Frank Biela og italieneren Emanuele Pirro, og det europæiske trekløver måtte igennem flere, nervepirrende episoder, før sejren kom i hus. I den indledende fase opbyggede Biela en solid føring, der dog gik fløjten, da Tom Kristensen skulle overtage rattet.

Tyskeren kom til at slå en afbryder fra, da han sprang ud af bilen, og inden fejlen blev lokaliseret, var en række biler gået forbi Audi'en.

Tom Kristensen fik i de følgende timer hentet det tabte ind, man da han sent i løbet atter skulle overtage bilen fra Biela, var der igen dramatik i Audi-pitten: Under arbejdet med at lufte bremserne ud, gik der ild i bremsevædsken, men mekanikerne fik situationen under kontrol.

Men Tom Kristensen formåede med en serie imponerende runder - han var på et tidspunkt tre sekunder hurtigere pr. omgang end alle andre - at indhente det forsømte.

I slutfasen leverede Pirro så en fornem præstation, og italieneren satte hurtigste omgangstid.

Hvor Tom Kristensen i 1999 var hovedkræften bag BMW-triumfen, var der i år i langt højere grad tale om en "holdsejr" til Audi.

Danskeren får også Biela og Pirro som co-drivers i 24-timers løbet i Le Mans i juni.

"Da jeg skrev kontrakt med Audi, var det primært for at vinde Le Mans igen", sagde en glad dansk racerkører, inden han i går fløj til England for at forsætte testarbejdet med den Honda, han skal køre i det engelske standardvogns-mesterskab (BTCC).

Den anden dansker i 12-timers løbet, Jan Magnussen i Panoz, var længe med i front, men danskerens co-driver, Pierre-Henri Raphanel (F) mistede midt i løbet fem omgange på grund af tekniske problemer.

"Med kun tre timer tilbage, var vi nr. fem, og jeg var inde i en god rytme, da der pludselig kom et enormt brag fra bilen. Jeg fornemmede, at baghjulene var tæt på at blokere, men jeg fik bilen bragt til standsning, hvorefter vi udgik," forklarede Jan Magnussen.