- Kevin har gjort det fremragende og et så overbevisende mesterskab i Formel Renault 3.5 giver genlyd. Han er dygtig, og gennem hele sæsonen har han formået at være fokuseret og konsistent. Samtidig har han en ydmyg tilgang til tingene, og han forstår, at sejre også kommer i samarbejde med teamet. Netop derfor tror jeg, han kan nå rigtig langt, fortæller Tom Kristensen til bt.dk fra Fuji-banen i Japan, hvor han selv kører løb denne weekend.
Kevin Magnussens sejr i mesterskabet kan i sidste ende vise sig at blive helt afgørende i danskerens jagt på et fast Formel 1-sæde i 2014. Og lykkes det ham først at få en fod indenfor, er alt muligt for den 21-årige dansker, mener den ni-dobbelte Le Mans-vinder.
- For mig er der ingen tvivl om, at Kevin kan nå hele vejen. Han har igen bevist, at han har talentet, potentialet og den rette indstilling til at begå sig i toppen af Formel 1. Der er naturligvis flere ting uden for banen, som skal falde på plads, men det er nu engang de vilkår, der er, når man som dansker stræber efter Formel 1, fastslår Tom Kristensen.
