Tom Hanks hjælper Obama
Hollywood-skuespiller og Oscar-vinder Tom Hanks rækker Barack Obama en hjælpende hånd i hans kommende præsidentkampagne.
Hollywood-skuespiller og Oscar-vinder Tom Hanks rækker Barack Obama en hjælpende hånd i hans kommende præsidentkampagne.
Barack Obama trækker på det tunge Hollywood-skyts i kampen om at blive genvalgt til posten som USAs præsident.
For mens republikanerne stadig ikke har udpeget den kandidat, der skal udfordre Obama til præsidentvalget i november, har verdens mægtigste mand taget hul på sin valgkampagne. Det sker blandt andet med den kommende kampagnefilm »The Road We’ve Traveled«, instrueret af Oscar-vinderen Davis Guggenheim, som stod bag Al Gores klimadokumentar, »An Inconvenient Truth«.
I kampagnefilmen fremstilles Obamas første periode på præsidentposten i et heroisk skær, hvor han ene mand kæmper mod verdens store problemer, mens et dramatisk soundtrack spiller i baggrunden. Det er ingen ringere end Oscar-vinder og Hollywood-skuespiller Tom Hanks, der har indtalt kampagnefilmen, som i sin fulde længde kommer til at vare 17 minutter.
Indtil den bliver frigivet, kan man se en to minutter lang trailer på avisen The Telegraphs hjemmeside.