I onsdags kom det frem, at britiske detektiver havde fundet afgørende spor i sagen om den forsvundne pige Madeleine McCann, der forsvandt for snart syv år.
Detektiverne er på jagt efter en sydlandsk udseende pædofil, der er mistænkt for at bryde ind i britiske familiers ferieboliger og seksuelt misbruge fem hvide britiske piger mellem syv og 10 år. Det oplyste detektivchef Andy Redwood til Daily Mail.
Disse overfald skulle være fundet sted kort før, at Madeleine forsvandt i 2007.
Nu mener portugisiske detektiver, at vide hvem den mistænkte er. Og han døde tilbage i 2009. Hans navn er Euclides Monteiro og han døde i en traktorulykke tilbage i 2009, fortæller en kilde til den britiske avis The Guardian.
Monteiro har før været i politiets søgelys i sagen, da han efter en fyring fra det hotel, hvor 'Maddie' forsvandt, lavede en del indbrud, og tilbage i november fortalte britisk politi, at han var ny hovedmistænkt.
- Euclides er en, som vi tror kunne være involveret i andre sager om pædofili. Det er kun en mulighed, at han kan være skyld i Madeleine McCanns forsvinden, siger kilden fra det portugisiske politi.
Men efter Euclides' død i en mystisk traktorulykke kan det blive svært at bevise, at han bortførte 'Maddie'. Og hans enke er overbevist om hans uskyld.
- Det har intet på sig. De jagter en mistænkt, som ikke kan forsvare sig selv, siger hun ifølge Daily Mail.