Banedanmark står for driften af statens jernbaner og har som sit erklærede mål at få danskerne til at tage toget.

’Vi vil bidrage til, at jernbanen bliver så attraktiv, at folk aktivt vælger jernbanen som transportmiddel – ved at togene er pålidelige, med høj rettidighed og god trafikinformation,’ lyder visionen på Banedanmarks hjemmeside.

Men det kniber altså lidt med at få Banedanmarks egne folk til at tage toget.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

B.T. har fået aktindsigt i rejsebilag fra Banedanmark, og de viser tydeligt, at folkene i Banedanmark foretrækker et hurtigt indenrigsfly frem for en langsommelig togrejse.

Hele tyve gange i 2009 fløj ansatte i Banedanmark til Aalborg eller Billund.

Flyrejserne blev foretaget af både et bestyrelsesmedlem, projektledere og menige medarbejdere i Banedanmark.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Der er da også meget tid at spare ved at tage flyveren i stedet for toget. En togrejse fra København til Aalborg tager 4 timer 19 minutter. Med SAS tager det 45 minutter

Ifølge Casper Rose, der er professor ved CBS, har DSB svært ved at tiltrække forretningsrejsende, fordi rejsetiden er altafgørende, når det er firmaet, der betaler.

- Toget er ikke konkurrencedygtigt, for man kan flyve til en pris, der er relativt lav. Hvis DSB vil have fat i forretningsrejsende, skal de se at få folk hurtigere til Aalborg. Det gør man blandt andet ved at lave færre stop og en mere lige strækning. Hvis Banedanmark synes, det tager for lang tid med toget til Aalborg, må de lægge skinnerne mere lige, siger Casper Rose.

Han påpeger dog, at DSB er meget afhængig af politisk velvilje til at forkorte rejsetiderne.

Kan spare tid og penge

Banedanmarks HR-direktør, Charlotte Smidt, bekræfter i en mail til B.T., at det af og til ikke kan betale sig at tage toget.

Som tallene viser, flyver Banedanmarks 2.200 medarbejdere sjældent mellem landsdelene. I enkelte tilfælde er det dog mest hensigtsmæssigt at flyve – for eksempel, hvis et møde ligger så tidligt på dagen, at vi kan spare en overnatning på et hotel. Så, ja, hvis vi kan spare penge eller vigtig tid, så flyver vi – som vi gjorde 20 gange i 2009, skriver hun.

Fly er også den foretrukne rejseform, når Banedanmarks folk skal til møder i Hamborg, Bruxelles og Amsterdam.