Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs har ikke meget tilovers for regeringens kritik af Venstres ønske om at modernisere den danske model.
Sådan lyder det efter beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og skatteminister Thor Möger Pedersen søndag i dagbladet Politiken angriber Venstre for at tage konflikten på restaurant Vejlegården som gidsel i et ideologisk opgør med lønmodtagernes ret til at kæmpe for ordentlige løn-og arbejdsvilkår.
- Jeg synes, at det er et ynkeligt angreb. Jeg kan kun se det som en hjælpende hånd til en trængt fagbevægelse. Regeringen er nået til et punkt, hvor de er nødt til at kvittere for fagbevægelsens hjælp og støtte i valgkampen, siger Ulla Tørnæs.
Hvorfor tror du lige, at det er i dag, de står frem?
- Fordi de nu er kommet hjem fra ferie, haha. Nej, jeg tror, at det handler om, at fagbevægelsen efterhånden er så trængte, at regeringen har fundet sig nødsaget til at komme på banen.
LÆS OGSÅ:
Ulla Tørnæs forklarer, at hun har arbejdet med forslaget om at forbyde sympatikonflikter gennem længere tid. Det er ikke et forslag, som er udløst af konflikten på Vejlegården.
- Jeg har haft disse overvejelser siden efteråret, og har arbejdet med det gennem længere tid. Jeg synes ikke det hænger sammen, at vi har foreningsfrihed, men samtidig kan andre varsle konflikt.
- Hvis konsekvensen af det frie valg er, at nogen kan iværksætte konflikter, blokader og på anden måde 'tvinge' en til at træffe et andet valg, så er der brug for at rette modellen til, siger Ulla Tørnæs.