En ny hjemmeside vurderer både, hvor godt du ser ud, og hvor gammel du er - alt, du skal gøre, er at uploade et enkelt billede af dig selv.

'Tjenesten', Artificial Intelligence, er udviklet i samarbejde mellem den schweiziske online dating-tjeneste Blinq og Computer Vision Laboratory, som udvikler software til billedbehandling og -analyse, ved det tekniske universitet i Zürich, ETH.

Det eneste, man skal gøre er at uploade et vellignende billede af sig selv, og så 'udregner' hjemmesiden, om man er 'Hmm..', 'Ok', 'Nice', 'Hot', 'Stunning' eller 'Godlike', og om man ligner en på sin egen alder.

Skaberne af Artificial Intelligence siger dog, at bedømmelserne skal tages med et gran salt, da skønhed er meget subjektivt, og at man af dén årsag ikke skal tage sit resultat for at være fuldstændig sandt.

Desuden er referencerne for de computeralgoritmer, der bruges til at bedømme, hvor godt eller skidt man ser ud, baseret på schweiziske borgere. Derfor kan bedømmelserne afvige fra, hvad man andre steder i verden, i andre kulturer, vil mene er attraktivt.

Tør du tage testen, kan du finde den her.