Tønder Kommune er igen blevet omdrejningspunkt for en sag om påståede sexmisbrug af en ung pige. En sag, hvor kommunen anklages for svigt, og hvor de anklagede nægter sig skyldig, ligesom politiet efter måneders efterforskning henlagde sagen på grund af manglende objektive beviser. Tilbage står historien om en ung pige, der er fanget mellem dem, der burde beskytte hende.
Trods 14 underretninger gik der to år, før Tønder Kommune skred ind i sag om muligt seksuelt misbrug af pige.
I løbet af to år modtog Tønder Kommune adskillige underretninger om, at en nu 14-årig pige mistrivedes og muligvis blev udsat for seksuelle overgreb af to ældre brødre og en tidligere stedfar. Alligevel skulle der gå to år, før Tønder Kommune skred ind.
Det er i strid med loven, forklarer Karin Kildedal, socialrådgiver og lektor på Aalborg Universitet.
»Det er indlysende, at det er katastrofalt, når der går så lang tid, fra man får den første underretning, til man reagerer. Kommunen er ifølge loven forpligtet til at lave en børnefaglig undersøgelse – en såkaldt paragraf 50-undersøgelse – når den modtager en underretning om et barn,« siger Karin Kildedal til BT.
Sagen fra Tønder bliver afdækket i dokumentaren ’Hvem gør min datter fortræd’, som vises på TV2 torsdag aften. I dokumentaren fortæller pigen med egne ord, hvordan hun flere gange er blevet misbrugt seksuelt af familiemedlemmerne. Overgrebene skal angiveligt være begyndt, da pigen var otte år gammel.
»Jeg har været meget bange for dem og for, hvad de ville gøre, hvis jeg sagde det til nogen. De truede med, at hvis jeg sagde det til min mor, så ville de slå min kat ihjel,« siger pigen i dokumentaren.
Pigens mor, Karen, fortæller, at hun forgæves har forsøgt at råbe Tønder Kommune op for at gøre medarbejderne i Børn- og Ungeforvaltningen i Tønder Kommune opmærksom på, at datteren bliver misbrugt.
»Jeg har kimet kommunen ned,« siger Karen i dokumentaren.
I alt modtog Tønder Kommune i løbet af to år 14 underretninger fra blandt andet en læge og en psykolog. De havde fra Karen hørt, at pigen blev udsat for seksuelle overgreb og var derfor bekymrede for pigen.
’Er det muligt, at hendes familiære situation bliver undersøgt,’ skrev lægen blandt andet til Kommunen.
Også pigens skole underrettede Tønder Kommune om, at pigen mistrivedes. Heller ikke det gav kommunen anledning til at iværksætte den børnefaglige undersøgelse.
Talte med pigen – gjorde intet
Heller ikke da pigen i foråret 2014 i detaljer fortalte en sagsbehandler fra Tønder Kommune om de seksuelle overgreb, fandt kommunen anledning til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Det skete først et år senere, da TV2 var gået ind i sagen. Da var der gået mere end to år, siden kommunen modtog den første underretning.
»Det, at der er mange parter, der underretter om det samme barn, indikerer, at der er rigtig god grund til at iværksætte en børnefaglig undersøgelse,« siger Karin Kildedal.
Hun peger på, at den mangelfulde sagsbehandling kan være en konsekvens af ledelsesmæssige problemer.
»I den konkrete sag er der tale om, at der er gået alt for lang tid, før kommunen har reageret. Det indikerer, at der kan have været nogle problemer med den faglige ledelse i kommunen. Det er den faglige ledelses opgave at have styr på, om alle sager i afdelingen bliver behandlet korrekt,« siger Karin Kildedal.
Sagen henlagt
Stedfaderen og de to brødre afviser i dokumentaren, at de på noget tidspunkt har krænket pigen.
Efter otte måneders efterforskning har Syd- og Sønderjyllands Politi henlagt sagen, da der ikke er fundet objektive beviser for, at pigen er blevet udsat for de seksuelle overgreb.
Borgmester erkender svigt
»Det er åbenlyst, at der er sket svigt.«
Sådan lyder reaktionen fra Tønder Kommunes borgmester Laurids Rudebeck (V) på, at der skulle to år og 14 underretninger til, før kommunen greb ind i en sag om muligt seksuelt misbrug af en 14-årig pige.
»Det er rigtigt, at vi har reageret alt for sent på mange af de underretninger, der er kommet. Jeg spørger også mig selv, hvordan det kunne gå til. Netop i Tønder Kommune burde alarmklokkerne ringe med det samme. Vi skal selvfølgelig tage alle underretninger alvorligt og følge op med det samme. Det er ikke sket her, og det er bare ikke godt nok,« lyder det fra Laurids Rudebeck.
Sagen er ikke enestående i Tønder Kommune. I februar 2009 udtalte Statsforvaltningen Syddanmark kritik af kommunen for blandt andet ikke at lave de lovpligtige børnefaglige undersøgelser.
Alle områder har svigtet
I en uvildig konsulentundersøgelse, som blev udarbejdet i kølvandet på sagen om den 14-årige pige, står der, at ’der er tale om udbredte mangler i sagsbehandlingen på alle områder’.
Udadtil virker det som om, at det sejler gevaldigt i Tønder Kommune. Gør det det?
»Vi har en konkret sag, hvor det har sejlet, ja. Vi har lavet en stikprøveundersøgelse på sager, som viser, at vi ikke i alle tilfælde har levet op til det, vi skal leve op til i forhold til lovens krav. Derfor har vi lavet de tiltag, vi har, for at vi fremadrettet lever op til lovens krav,« siger Laurids Rudebeck.
Koster hoveder på chefplan
Tønder Kommune har i kølvandet på sagen afskediget børn- og ungechef Henrik Mølholm.
Kommunens direktør for Børn og Skole, Kultur og Fritid Viggo Christensen valgte selv at fratræde sin stilling.
»Det er naturligvis medarbejdernes opgave at handle på underretninger. Det er der helt klare retningslinjer og procedurer for. Men det er ledelsens ansvar at sikre, at det bliver gjort. Her må jeg igen konstatere, at ledelsen har svigtet, og det har fået konsekvenser allerede før sommer,« siger Laurids Rudebeck.
’Hvem gør min datter fortræd’
Dokumentar, TV2 torsdag aften.