Den 15 måneder gamle Tobias fik ofte næseblod og buler i hovedet, når han blev afstraffet af sin stedfar. Men den lille dreng gjorde skade på sig selv med vilje, lød stedfaderens forklaring.
Det har efter alt at dømme langt fra været en dans på roser mellem den 22-årige MT og den 29-årige RW, der i dag er på anklagebænken i den forfærdelige sag om den bare 15 måneder gamle Tobias, der sidste sommer blev tæsket ihjel.
Det ligger efterhånden klart i retten i Sønderborg, hvor Tobias' mor, den 22-årige MT, stadig afgiver forklaring.
Ifølge den unge kvindes forklaring var RW meget dominerende og hidsig og har i særdeleshed haft svært ved at styre sit temperament overfor sin nye stedsøn Tobias.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
MT har også forklaret om særdeles hårde afstraffelsesmetoder, hvor RW 7-8 gange dagligt smed Tobias ud i en gang eller et køkken, hvor han skulle være alene. Afstraffelserne skete angiveligt, når Tobias begyndte at græde eller klynke. Den 17. juli, hvor den vold, der endte med at koste Tobias livet, startede, blev Tobias ifølge MT flere gange smidt ned i et lillebitte mørkt kælderrum uden dørhåndtag på indersiden.
Den 22-årige kvinde har også forklaret, at hun i bagklogskabens lys godt kan se, at RW var for hård ved hendes søn, men at hun var naiv og også bange for at sige sin 8 år ældre kæreste imod.
Derfor troede hun efter eget udsagn heller ikke, at RW kunne finde på at 'gøre noget ondt' mod hendes søn, som hun udtrykker det. Også selv om Tobias ofte har haft tydelige skader, når han er kommet tilbage fra de afstraffelser, hvor han er blevet anbragt alene i et rum.
- Der har været nogle gange, hvor han er kommet ind med en blodtud. Og en bule i hovedet. RW sagde, at Tobias var faldet, og at han selv havde banket hovedet ned i gulvet med vilje, fortæller den 22-årige mor i retten.
Da Tobias blev fundet død om morgenen den 18. juli sidste år, var én af de 80 skader på hans lille krop et brækket lårben. Et brud, som han fik cirka 14 dage før sin død, men som han aldrig fik tilset af en læge.
- RW ville sætte Tobias ud i gangen, fordi han græd, men Tobias' sad fast i sin højstol, og RW trak nærmest stolen med op, så hårdt hev han. Jeg lagde mærke til, at Tobias haltede dagen efter. RW sagde bare, at han havde set ham lavet en mærkelig bevægelse med sit ben, da han sad og legede med Lego-klodser, forklarer MT.
- Jeg syntes, at vi skulle gå til lægen, men både RW og hans mor sagde, at jeg skulle slå koldt vand i blodet. Børn slår sig. Jeg hørte efter hvad de sagde, så han kom ikke til lægen, fortæller hun stille.
BT er i retten og følger sagen...